Navigation:    
Start  >  Blog 
> 8. januar 2007
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Helt til grin Mandag, 08.01.07

Som et à propos til min foregående klumme hørte jeg her i går aftes, at Danmarks Radio i øjeblikket viser nogle reklamer, der gør grin med os, der ikke ser TV. Reklamerne fremstiller, at alternativet til at glane TV er at tømme ud i muldlokummet eller betragte klokken falde i slag. Jeg kender ikke selv noget til disse reklamer, da jeg som bekendt ikke ser TV, men jeg synes det er et helt forkert sted og budskab der er i de reklamer. For når man ikke ser TV, har man jo ikke mulighed for at blive gjort bekendt med, at en statsdrevet virksomhed som DR gør grin med en. Og hvis man ser TV, så betaler man jo sin licens og har derfor ikke brug for at blive mindet om at melde sig til. Med mindre det selvfølgelig er Danmarks Radios hensigt at udstille dem der fravælger TV som landsbytosser. Men nu var jeg blevet nysgerrig, og gik så ind på DR's hjemmeside for at se, hvad der var om snakken. På hjemmesiden fandt jeg hurtigt afsnittet om Spørgsmål og Svar om licens. Første spørgsmål i rækken var lige møntet på mig: "Hvorfor skal jeg betale medielicens - jeg bruger aldrig pc'en til at se TV?". Jeg klikkede for at få et svar og blev sendt videre til et flash-videoclip. Her ser man et par personer gå i mørket rundt om en husmur mens de taler sammen, jeg ved dog ikke hvad de siger, da jeg ikke har lyd installeret på pc'en. En af personerne kommer til slut frem foran huset, hvorefter der blive holdt en note med en indretningsskitse frem, og filmen stopper. Skulle det være svar på mit spørgsmål? Ja, faktisk. For de reklamefilm man efterfølgende kan klikke sig frem til giver absolut ingen mening når man ikke kan høre hvad speakeren siger. Når selv Danmarks Radios egen hjemmeside ikke kan svare på, hvorfor man skal betale licens når man ikke bruger pc'en til at se TV på, så skal man da heller ikke betale licens. For selv hvis jeg gjorde, ville jeg alligevel ikke kunne få at vide, hvad svaret på mit spørgsmål var.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.