Egentlig burde jeg slet ikke skrive mere om Ungdomshuset på Jagtvej her i min klumme. Sagen er jo afsluttet, de unge har haft en lejekontrakt på huset, som de er blevet opsagt fra, huset er blevet solgt fra kommunen til trediepart, tæppe. Og så alligevel. De unge bebor stadig Jagtvej 69 og nægter pure at flytte ud. For som en talsmand for Ungdomshuset udtrykker det: "Bare fordi man har sit navn på et skøde betyder det ikke at man har ret til huset". Men nu er det altså sådan her i Danmark, at et skøde er det stykke papir, der beviser hvem der har ret til et givent stykke fast ejendom. Hvis denne talsmand ikke anerkender et skødes værdi, fortæller han samtidig at de unge aldrig vil kunne få deres eget hus. For selv hvis der kom en mand med en pose penge og købte et hus til dem, vil de aldrig kunne modtage huset, da de ikke accepterer et skødes værdi. Lad det så være hvad det er, nu har jeg jo heller aldrig været tilhænger af begrebet fast ejendom, for der kommer jo altid nogen og tager det fra en, hvilket de unge også før eller siden må sande. Mere foruroligende er det at se, hvordan Ritt Bjerregaard hopper og danser for disse ungdomsterrorister. Ganske vist har kommunen en moralsk forpligtelse til at sørge for at der blandt kommunens mange kulturelle tilbud også er et tilbud til de unge. Men det er ikke kommunens opgave at skabe tag over hovedet til lovbrydere og ballademagere, dette er fængselsvæsenets opgave. Derfor må jeg krumme tæer når jeg læser om hendes forsøg på, først at give de unge et andet hus, den såkaldte Brandstation, som ikke engang er kommunens ejendom, men statens - og da det glippede forsøgte hun sig så med en del af Stevnsgades Skole. Denne skulle ganske vist fra den kommende sommer bruges af handicappede børn fra Øresunds Skole, men de har jo fulgt spillereglerne, så ikke noget hus til dem alligevel. Næ, lad os få nogle flere stenkastende voldspsykopater, så kan det være at kommunens tilbud bliver fordelt mere retfærdigt. Hvilket Ritt Bjerregaard tilsyneladende også er indforstået med.