Navigation:    
Start  >  Blog 
> 3. februar 2007
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Årets første julefrokost Lørdag, 03.02.07

Jeg omtalte for en halv snes dage siden min tradition om at tage op og foretage en overnatning i Gribskov, en tradition der blev indledt i starten af 1980'erne. Men Gribskov-traditionen er kun en blandt mange, der blev sat i gang i 1980'erne. I 1988 var jeg for første gang i Nepal, inviteret med af Erik og tre andre fra Roskilde Orienteringsklub. De ville gerne vandre det berømte Everest trek, og da de derved kom ud i bjergområder, som de ikke nødvendigvis havde så megen erfaring med, ville de gerne have en med, som havde - og det blev så mig. Vi havde en udmærket tur sammen, omend vi ovenfor Namche Bazaar splittede op i en uges tid for at hellige os vore egne mere specifikke interesser, og hvor jeg bl.a. gjorde mit første forsøg på Imjatse (Island Peak). Denne tur til Nepal var for mit vedkommende blot den første af flere efterfølgende ture til Himalaya, men selv om ingen af de andre efterfølgende er vendt tilbage - bortset fra Erik, der var med på turen til Makalu i 1997 - så har vi stadig formået at holde kontakten ved lige, og i de senere år har det etableret sig i fast form som en årlig julefrokost. Der som oftest bliver afholdt sidst på vinteren. I år skulle den afholdes i dag, men jeg og Erik havde besluttet at gøre det til et helt weekendarrangement. Fredag eftermiddag var jeg taget direkte fra arbejde til Hvalsø, hvor jeg blev samlet op af Erik, og hvorfra vi kørte videre til sommerhuset ved Sejerøbugten. Efter en hyggelig aften gryede lørdagen med et fantastisk flot vejr, hvilket lige inspirerede mig til en god lang løbetur. Og da jeg vendte tilbage til sommerhuset var de tre andre kommet, så efter en kop kaffe kunne vi gå vores lige så traditionelle vandretur. Vi var tilbage i hytten ved solnedgang, og så kunne vi starte komfuret op til en rigtig herremiddag. Med tilbehør!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.