Navigation:    
Start  >  Blog 
> 21. februar 2007
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Naser Khader i udbrud? Onsdag, 21.02.07

I dagens udgave af Politiken kommer politisk kommentator Peter Mogensen med med en interessant kommentar om, at Naser Khader ifølge vedholdende rygter skulle pønse på at stifte sit eget politiske parti. Baggrunden er en stigende magtkamp om den fremtidige indflydelse i Det Radikale Venstre, en magtkamp der står mellem Marianne Jelveds mest nærliggende efterfølger Margrethe Vestager og altså Naser Khader. Kommentatoren oplister tre forskellige udgange for Naser Khader på denne magtkamp. Dels kan han forblive i de Radikale, hvor han måske lider nederlag og efter al sandsynlighed må se magten gå til Margrethe Vestager, eller han kan gøre som Karen Jespersen og melde sig ind i Venstre, for derved trods alt at komme tættere på magten, således som magtbalancen ser ud i øjeblikket. Eller han kan, som kommentatoren forestiller sig, stifte sit eget parti. Hvorvidt Khader selv overvejer dette, og om et nyt parti med ham ved roret overhovedet ville komme ind i Folketinget, står dog noget mere uvist. Uanset hvad, så vi det være et frisk pust over landet, for nu at bruge et citat fra et helt andet parti. For Naser Khader vil i givet fald sandsynligvis stille sine stemmer til rådighed for et samarbejde på højrefløjen, hvilket jo pludselig giver et helt andet og positivt alternativ til den nuværende regeringsdannelse. For selv om jeg måske på mange måder kan nikke genkendende til den politik som Venstre som parti står for, så kan jeg ikke under nogen omstændigheder støtte et parti der har forlovet sig med Pia Kjærsgaard og det menneskefjendske syn som har gennemsyret regeringen gennem de seneste år. Det er muligt det er Venstrepolitik der bliver ført, men vi skal altså også behandle de af vore medborgere ordentligt, der ikke er parcelhusdanskere og småborgerlige. Og et regeringssamarbejde mellem Venstre og Naser Khader tror jeg ville være den bedste metode at genoprette det menneskelige aspekt på. Men hvor står Naser Khader selv i dette? Tja, intet er givet på forhånd, så vi må nok vente på at vi kommer lidt nærmere til det næste folketingsvalg.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.