Navigation:    
Start  >  Blog 
> 31. marts 2007
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Bjergløb og halvmarathon i marts Lørdag, 31.03.07

Så er det blevet sidst på måneden, og hvad der efterhånden er ved at blive en tradition vil jeg her lige spinde en ende over, hvordan det er gået med træningen i den forgangne måned. Efter den mindre tilbagegang i februar kom jeg kraftigt tilbage igen her i marts, hvilket bemærkelsesværdigt nok må tilskrives de ti dages ferie jeg holdt i Californien. Normalt plejer mine udlandsrejser at være ensbetydende med en nedgang i mine løbeaktiviteter, men således var det ikke denne gang. Jeg havde nemlig forsøgt at imødegå denne tendens ved at have meldt mig til en halvmarathon i Sacramento, men herudover følte jeg mig også inspireret til at løbe halvanden times bjergløb på San Bruno Mountain samt en mindre joggetur ved Red Bluff. Således blev over halvdelen af månedens løb afviklet i Californien, og det var nok til at jeg kunne nå op på 71 km og altså lige overgå km-tallet fra samme måned i 2006. Og dette til trods for at jeg sidst på måneden fik ordineret en uge uden motion efter jeg havde fået udopereret en visdomstand. Men selv om jeg nåede denne måneds målsætning km-mæssigt har udbyttet af træningen dog ikke være helt så optimalt. Bjergløbsturen på San Bruno Mountain var ganske vist rigtig fin, men havde jeg tænkt mig lidt mere om havde jeg næppe løbet halvanden times bjergløb to dage før jeg skulle løbe halvmarathon. Nærmere detaljer om begge løb er beskrevet i andre af mine klummer, og jeg skal her derfor blot konstatere at det ikke blev i denne omgang at jeg gik under to timer på halvmarathonen. Men der er dog håb forude, for på min første løbetur efter tandoperationen havde jeg mit første træningsløb hvor jeg gik under 5 minutter kilometeren. Ganske vist kun på en femmer, men det er kun et spørgsmål om tid inden jeg kan udstrække det til den halve marathon.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.