Navigation:    
Start  >  Blog 
> 10. april 2007
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Paradis i kælderen Tirsdag, 10.04.07

Nu er der jo andet i Manchester end kødets lyster, man skal jo heller ikke underkende lysten til kød... For mit besøg i Manchester gav mig jo også en førstehåndsintroduktion til det engelske køkken, som jeg og måske mange andre forestiller sig som værende tungt og usundt. Det var det måske også før, men i givet fald har tingene ændret sig kraftigt. Skråt over for mit hotel lå Eden, som var en kombineret café, restaurant og bar, og her havde jeg den udsøgte fornøjelse at indtage mit første aftensmåltid. Og lige som alle mine andre indtryk af Manchester var også mit indtryk af Eden ganske positivt. Muslinger har altid været en af mine foretrukne startere, og således var det også her, men Eden serverede dem i en noget mere raffineret udgave end jeg var vant til, ganske let krydret med chili og legeret med kokosmælk, det hele afpasset efter hinanden så krydringen ikke tog magten fra muslingerne. En sådan god start krævede et godt stykke kød, og jeg valgte en ret jeg kunne formode ville være typisk for det engelske køkken. En solid stuvning på oksekød, kartofler og gulerødder, der havde kogt i timevis sammen med et ordentligt skvæt Guinness. Stuvningen var lige så solid som den lød til, men igen var det en ganske velsmagende og velkrydret ret køkkenet havde brygget (!) sammen. Oksen var mør som smør og lidt braiseret kål lettede på tyngden og løftede stuvningen adskillige trin op. Egentlig var jeg nu for mæt til at gå videre med dessert, men efter at have nydt stemningen en lille halv time blev der alligevel plads til et stykke lemon pie, som ganske vist var enormt, og det blev ledsaget af en Irish Coffee af passende størrelse, med ægte flødeskum. Så var jeg også så mæt at jeg næppe kunne rokke med ørene og sad en rum tid og nød stemningen mens en del af bordene blev ryddet væk og lydtrykket langsomt gjorde sig klar til forvandlingen af stedet til diskotek. Incl. en kvart liter vin og isvand ad libitum sneg regningen sig op på £27, og det må siges at være en usædvanlig god pris for så fortrinlig mad. Eden har p.t. ikke sin egen hjemmeside, men falder vejen forbi Canal Street i Manchester kan jeg kun anbefale at man lister over den lille bro til Edens kælderrestaurant.
         

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.