Navigation:    
Start  >  Blog 
> 6. maj 2007
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Glaskogen endelig Søndag, 06.05.07

I påsken sidste år forsøgte jeg mig sammen med Piv på endnu en etape i min lange vandretur mod nord i Sverige. Vi var nu nået til den sydligste del af Värmland, men den gang nåede vi ikke meget mere end fem kilometer ud af de planlagte 170, før vejen videre frem ikke længere var ryddet for sne, og vi måtte tilbringe de næste par dage på et høloft inden vi kunne få drukket den medbragte vin og tage hjemover. Men ufortrødent forsøger vi nu igen, i år blot en måned senere, og denne gang lader det til at der er hul igennem. Der var i hvert fald ingen sne da vi ankom med Länsbussen til Rudsbyn, og i fornuftigt tempo nåede vi i løbet af den lyse aften frem til den planlagte lejrplads ved Rönningstjärnet. Så lagt så godt - men den følgende dag skulle vise sig at være lidt af en stroppetur. Vi skulle følge Lönnskogbygdens vandresti mod nord fra Elovsbyn til Nordtorp, og den første del af ruten var en rigtig flot vandretur op over Ulvfjället, med vandring op over det lavbevoksede grundfjeld med spredte nyudsprungne træer og udsigt til fjerntliggende søer. Denne flotte vandring tog dog en krap drejning da vi nåede frem til Segolstorp, for stien var under renovation og var kun blevet gjort i stand frem hertil. De resterende seks km havde ført gennem et nu skovfældet område, og her var hverken sti eller markering at finde. Heldigvis viste vejret sig fra sin pæneste side, og alligevel lykkedes det mig ved hjælp af kort og kompas at føre os gennem dette morads af värmlandsk natur. En sidste smutvej over en bæk førte os frem til en grusvej, og herefter var det behagelig vandring frem til Glaskogens naturreservat, som vi nåede først på aftenen. Og her i dag har det været en rigtig flot vandring op over Rödvattensberget og ned til Store Gla, den centrale sø i naturreservatet, og hvor Piv endnu en gang svarede til sit navn. Det er nu lidt underligt med den fyr, for tilsyneladende ænser han ikke den smukke og vilde natur vi bevæger os igennem, for i stedet kigger han blot indad og har det rigtig dårligt med sig selv. Nå, men det kan være at en sådan 170 km vandretur kan give ham lidt mere hår på brystet.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.