Navigation:    
Start  >  Blog 
> 8. maj 2007
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Forandringens vinde? Tirsdag, 08.05.07

Tja, så er jeg hjemme igen, tilbage i København. Egentlig skulle min vandring i Värmland i dag have bragt mig til Älgsjön i den nordlige del af Glaskogen, men i stedet er jeg ved midnatstide vendt tilbage til København. Piv havde rigtig fået problemer med bentøjet - det var i hvert fald hvad han sagde, og han var bange for at han blive invalid hvis han fortsatte. Det var noget med en skade han havde pådraget sig da han deltog i Broløbet i 2001, men den gang havde han trods min anbefaling ikke søgt læge for at få at vide hvordan den pågældende skade kunne afhjælpes både her og nu og i fremtiden. Men nu var denher skade altså kommet igen, måske på grund af hans negligering dengang, men denne gang skulle han nok søge læge, og derfor ville han tage hjem nu. Jeg selv overvejede at fortsætte vandringen, da jeg jo både var på stedet og havde proviant til det, men alligevel besluttede jeg at tage hjem sammen med ham. Primært fordi turen her ville koste mig en hel ferieuge, og min ferie er for værdifuld til at blive brændt af på en solo-vandretur. Og ved at tage hjem nu kunne jeg nøjes med at bruge to feriedage og gemme de tre til senere. Med taxa ind til Arvika lykkedes det os at fange den sidste forbindelse hele vejen igennem til København, og mens jeg sidder her ved computeren og nyder en fin maltwhisky kan jeg jo overveje hvad jeg vil bruge min kommende friweekend til.
Således er det kun fem dage jeg har været væk i denne omgang, men alligevel skal jeg da love for at livet er gået videre. Jeg blev modtaget af en postmængde svarende til to ugers post (sidste uges poststrejke var i mellemtiden ophørt), og mest interessant her på hjemmefronten hørte jeg at radikaleren Naser Khader havde stiftet sit eget parti Ny Alliance, et parti der placerer sig et sted mellem de Radikale og Venstre. Hvilket jeg synes var meget interessant. Jeg har jo ved flere lejligheder her i min klumme udtrykt forhåbninger om at dette ville ske, for derved at gøre op med den tiltagende blokpolitik i Danmark, med de Radikales evige flirt med Socialdemokratiet og Venstre båndlagt af Pia Kjærsgaard og hendes racistiske kumpaner. Et sådant tiltag kunne virkelig være befordrende for dansk politik, og det skal blive spændende at studere dette nye partis partiprogram nærmere.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.