Da jeg var i Californien i marts var der to film som der gentagne gange blev vist forfilm om i TV. Den ene var Solaris og den anden Blades of Glory. Begge film tegnede ganske interessante, og da jeg ikke nåede at få set Solaris inden den blev taget af plakaten herhjemme skulle jeg nok nå at få set Blades of Glory mens tid var. Filmen havde Danmarkspremiere i forgårs, og det er en sportskomedie af de bedre. Vi følger de to herrer Chazz og Jimmy (pragtfuldt spillet af Will Ferrell og John Heder) som er verdens bedste sololøbere i mændenes kunstskøjteløb, og personer der er så forskellige som ild og is. Chazz er den sexaholiske læderklædte badass der tænder op under pigernes skørter, mens Jimmy er den anæmiske feminine gratie, den yndefulde påfugl. Ved VM i Stockholm må de dele guldet, men da de ikke kan tåle hinandens nærvær ender sejrsceremonien i direkte nævekamp mellem de to. Kombattanterne må aflevere guldmedaljerne og udelukkes fra konkurrence for livstid. Som solister. Men efter tre års deroute bliver de tvunget sammen igen for at danne verdens første mand/mand skøjtepar. Et selvfølgelig helt igennem urealistisk plot, men historien skal også kun tjene som baggrund for den klassiske film om den forsmåede sportsmand, der mod alle odds kæmper sig tilbage til en plads i rampelyset. Men Blades of Glory går meget længere end det. Uforglemmelige er de scener hvor Chazz og Jimmy skal vænne sig fra ikke at kunne udholde hinandens tilstedeværelse, og til den til tider utilbørligt tætte kropslige kontakt som parskøjteløb indebærer - i hvert fald ifølge instruktørparret Will Speck og Josh Gordon. Og med tydelige erotiske undertoner, hvilket understreges af de tætsiddende skøjtedragter. Desværre er filmen lidt usammenhængende i starten med en række historiske tilbageblik af minimal betydning for filmens fremtidige handling, men herefter glider den ind i et behageligt flow, der langsomt bygger op til finalen - i mere end én henseende. Jeg har set bil-, båd- og flyjagter en masse, men aldrig en forfølgelse på skøjter gennem et kongrescenter. Og finalen er lige så nervepirrende som den skal være, selv om man inderst inde nok mener at vide hvordan den ender. Og så alligevel - den overraskende finale viser på sin helt egen måde hvordan ild og is kan finde sammen til musikken fra Flash Gordon. En absolut anbefalelsesværdig film, som dog nok skal nydes snart, da den næppe holder længe i de store biografer.

Blades of Glory