Himmelfarten skulle selvfølgelig bruges til udendørsaktiviteter, og meget passende havde jeg fået en invitation fra Jacob om at kunne hoppe på fjerdepladsen i bilen til Nissedalen i Norge, hvor der skulle være nogle fortrinlige klatreruter på Hægefjell i bunden af dalen. Sydsiden af Hægefjell er mere eller mindre ét stort granitslab af måske 300 meters højde, og et imponerende skue fra den primitive lejrplads for foden af væggen. Vi kørte fra København onsdag efter arbejdstids ophør og ankom torsdag morgen hvor vi krøb i posen netop som de første solstråler spillede ud over landskabet. Ved middagstid var vi dog oppe igen, og de tre andre var straks fyr og flamme på at hive klatregrejet frem. Jeg var sådan set også i klatrehumør, men da jeg ikke havde klatret klippe siden Dreiländerspitze i 2003 mente jeg at det ville være at gå lidt over stregen hvis jeg lod en 10-reblængders IV°-rute blive min første klatrerute i næsten fire år. Især efter at have kørt hele natten i bil. Så de tre andre gik op mod ruten, mens jeg brugte første del af eftermiddagen til en løbe- og fototur. De tre andre skulle dog ikke være alene om at bestige Hægefjell, så nogle timer senere fyldte jeg rygsækken med pilsnere for at bestige Hægefjell ad normalruten fra vest. Helt som planlagt nåede jeg toppen før de andre, og herfra kunne jeg nyde den vide udsigt over den norske vildmark. Nogen tid senere dukkede de tre andre op over kanten, og snart efter kunne vi fejre toppen sammen. Det var en rigtig god top, solen skinnede og der var næsten ingen vind, og det var svært at fatte at det kun var godt 24 timer siden vi var kørt fra København. I lettere løftet stemning bankede vi så tilbage til lejren, hvor kalkungryden ventede. Og så måtte vi se om jeg kunne komme med på den næste klatretur.