I 2003 besteg jeg Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro, og sidste år var det Sydamerikas højeste bjerg Aconcagua, der faldt. Ikke fordi jeg specielt er Seven Summits-samler, for jeg bestiger gerne bjerge hvorsomhelst og nårsomhelst, men når nu det er sådanne 'mærkevare'-bjerge der trækker andre, så følger jeg såmænd gerne med i kølvandet. Hvilket betød at jeg indledte min sommerferie i år med at begive mig til Rusland for første gang. Jeg havde hjemmefra et noget blandet indtryk af Rusland som en supermagt i forfald, med kraftig myndighedskontrol af alt, men jeg havde også fra Iran lært, at man ikke skal tro på alt hvad man hører og læser. Så det var med øjnene åbne jeg mødte op i Kastrup Lufthavn, klar til at danne mig mit eget indtryk af Rusland. Første fordom faldt i flyet mod Moskva, hvor servicen hos det russiske flyselskab Aeroflot ikke på nogen måde var ringere end man oplever det med andre europæiske selskaber, og der var tilmed gratis servering ombord, en service der ellers stort set er udryddet i Europa. Og på den følgende indenrigsflyning, om bord på en gammel Tupolev der bragte os fra Moskva til Mineralnye Vody, var der såmænd også gratis servering. Det kan så være at Tupolev'en var et noget bedaget fly, men da vi røg ind i en voldsom tordenbyge under indflyvning til Mineralnye Vody lærte vi at sætte pris på russisk teknik: det er måske ikke det mest smarte, men det holder, fordi det fra starten er bygget mere solidt end man typisk ville gøre det i Vesten. Til gengæld var der en anden fordom der holdt stik: Man bruger lang tid i Rusland på at vente, hvilket vi oplevede i Moskvas internationale lufthavn. Ventende ved ubemandede skranker og på personale der ikke var der, eller havde travlt med tilsyneladende private gøremål. Til gengæld blev vi vel modtaget af de lokale da vi endelig var nået frem til Terskol. Hotellets spisesal havde lukket, men vi fandt en café hvor de kunne lave nogle sandwich til os. Og her faldt vi i selskab med en farmer, en bryder, landbetjenten og den lokale mafioso, og der gik hurtigt både øl og vodka i den. Da endelig vi brød op halv to lokal tid var de så overrislede at de tilbød at betale caféregningen - hvilket var meget heldigt, da det endnu ikke var lykkedes os at finde et sted hvor vi kunne købe eller veksle til rubler.

Opdateret 30. juni 2007: Ved nærmere undersøgelse den følgende dag erfarede vi at vort hotel lå i Cheget og ikke Terskol som det ellers fremgik af rejsedokumenterne.