Dagen efter vi kom ned fra Adylsu-turen holdt vi en velfortjent hviledag, men allerede dagen efter var vi på farten igen. Denne gang gjaldt det turens egentlige hovedmål, nemlig en bestigning af Europas højeste bjerg Elbrus. Så i går formiddags tog vi en taxa til Azau og videre med de to svævebaner op til Mir for til sidst at køre med en stolelift op til Garibashi. Her oppe i 3800m ligger et hyttekompleks, hvor de fleste Elbrus-bestigere overnatter i en række hangar-lignende kæmpetønder. Men via vores kontakt herned havde vi fået plads i Diesel Hut 350m højere oppe, hvilket vi fandt var et bedre udgangspunkt for Elbrus. Om aftenen hørte vi vejrudsigten for den følgende dag, hvilken ikke lovede alt for godt vejr med udsigt til storm og lokale snebyger. Tidligt i morges virkede vejret dog ikke så slemt, det blæste ikke specielt meget, og det var stjerneklart over os. Så efter en kort rådslagning blev det GO! Vi kom afsted fra hytten som de sidste, tyve minutter efter de næstsidste, men det gjorde ikke så meget med det tempo vi steg op i. Inden der var gået en time havde vi overhalet de første ti, og vi ville have taget mange flere den næste time, hvis ikke det var fordi næsten alle brugte de bæltekøretøjer der her tidligt om morgenen fragter alle wannabe-bjergbestigerne op til Pastukhova Rocks i knap 4700m. Det holdt dog kun en stakket frist, for ovenfor klipperne overhalede vi folk i hobetal, og da jeg havde passeret 75 bestigere opgav jeg at tælle. Vinden tog dog til undervejs, og oppe i passet mellem de to toppe var det blevet den ventede storm. Nu skulle vi bare op, så vi kunne komme ned igen, men desværre måtte vi på flanken hænge i næsten en halv time fordi en guide lige skulle lave fixreb til sine klienter i det eneste brugbare spor. Alligevel nåede vi toppen som dagens andet hold, til trods for at stormen nu var så stærk at vi næsten skulle have reb i Klaris for at han ikke blæste væk.

Foto: Thomas B. Lund