Efter den vellykkede bestigning af Elbrus havde vi to dage tilbage hernede inden vi skulle rejse hjem igen, og den brugte de to andre til rendyrket afslapning i Cheget. Men jeg synes dog lige jeg måtte ud og bevæge mig en smule, og den første dag efter vi kom ned var jeg ude på en lille løbetur. Den varede dog ikke så længe, for efter otte minutter løb jeg lige durk ind i en russisk militærforlægning. Jeg skabte godt nok forvirring i lejren, for vagten slog alarm, og straks kom en fyr med flere striber på ærmet løbende. Han kunne dog ikke andet end russisk, så efter at have givet tegn til at jeg ville vende om drejede jeg på stedet og forsvandt op ad grusvejen igen. Jeg kiggede mig ikke tilbage, men jeg tror nok de havde set temmelig måbende efter mig - det er vel ikke hver dag de ser løbere i fuldt spandex gear. Så i dag ville jeg prøve på noget andet, og lave en tur ind til Donguzorun Lake. Her kom jeg ganske vist tættere på den georgiske grænse, men så vidt jeg kunne læse mig frem til skulle jeg op til Upper Donguzorun Lake før det blev no-go zone. Forkert! Da jeg skulle til at passere ovenfor den nedre sø blev jeg holdt an af en grænsesoldat, som på sit uforståelige russiske lod mig vide at jeg ikke måtte stige højere. Jeg måtte dog godt stige ned til søen og herfra vende tilbage til Cheget. Det var så i orden, men nede ved søen blev jeg stoppet af en anden soldat der ville se min tilladelse. Og jeg havde jo godt nok en tilladelse, men den lå nede i Cheget, da jeg jo ikke havde regnet med at skulle helt frem til no-go zonen. Vi 'diskuterede' frem og tilbage, og soldaten fik efterhånden set alt hvad jeg havde af papirer. Men til sidst gad jeg ikke det bøvl mere, så jeg pakkede mine papirer sammen, sagde klart og tydeligt "Cheget" og begav mig så på vej ned gennem dalen. Da jeg nogen tid senere kiggede mig tilbage var både soldaten og søen ude af syne. Så atter en gang slap jeg ud af det russiske militærs kløer, blot for at løbe ind i nye problemer længere nede langs floden, men det er en helt anden historie!