Idet jeg nu havde brugt størstedelen af mine få dage hjemme på opgaver som egentlig ikke var nødvendige havde jeg kun godt og vel en halv dag til at finde ud af hvor vi skulle hen i Alperne på den næste tur. Det stod klart at jeg skulle afholde en rebledertur for bjergklubbens medlemmer i uge 30, og det var blevet aftalt at Jacob, hans lillebror og jeg skulle tage derned lidt i forvejen for at få lavet blot et enkelt spændende bjerg, inden vi gik over til det lettere kavalleri på reblederturen. Som 'grand old man' i Alperne var det naturligt nok at det tilfaldt mig at finde et passende mål for de få dage, men Alperne er jo et stort område bare at tage til. Men skulle vi lave et enkelt spændende bjerg måtte vejret nødvendigvis være i orden, og efter at have surfet rundt på Bergsteigers vejr-sites, samt de nationale vejrudsigter for Schweiz, Frankrig og Østrig endte jeg med at bestemme mig for Dolomiterne. Jeg havde kun været i Dolomiterne to gange tidligere - den ene gang var for 24 år siden med Joachim og Erich Schneider, og hvor vi kun fik en enkelt recognosceringsdag inden bjergene druknede i sne. Og den anden gang var året efter hvor jeg var med Flemming Gøtke m.fl. til Rosengarten og der allerede lå sne på parkeringspladsen da vi nåede frem. Ikke lige sagen når man skal ud og klatre i kalk. Men nu ville jeg give det en chance mere. Dolomiterne blev valget, og nærmere bestemt Sella-massivet, da det var den eneste del af Dolomiterne som jeg havde både kort og fører over. Tredie gang var lykkens gang, for da vi passerede Brenner og kørte ind i Dolomiterne var det til det skønneste sommervejr, og flere gange måtte vi holde ind for at studere bjergene nærmerne. Jeg havde ad omveje hørt at der skulle være en campingplads i Ortisei, men det var en and og vi måtte helt til Colfosco før vi fandt en camping. Colfosco viste sig til gengæld at være et perfekt udgangspunkt for ture i dette område, og det skulle blive godt, endelig at få besteget et bjerg i Dolomiterne.