Vi havde kun få dage her i Colfosco, så allerede morgenen efter vores ankomst gik vi i lag med den første bjergtur. Colfosco ligger i en smuk dal med bjerge på begge sider, og sydsiden med Sella-massivet er karakteriseret med de stejle klippevægge i Crep de Boë. Dette punkt er dog ikke en rigtig top, men blot kanten af et fladt højplateau ovenfor. Plateauets højeste punkt ligger inde bag ved, er 450m højere, og det var målet for vores første bjergtur. Med gondolbanen fra Corvara kom vi hurtigt op til plateauet, og da vi havde lagt de mange turister bag os blev det en rigtig fin bjergtur. Ruten op gik ad E-graten, og det gode ved en gratrute er at der som regel er en fantastisk udsigt under opstigningen. Hvilket også gjaldt denne tur, med en række ukendte bjerge mod nord og gletscheren under Marmolada, Dolomiternes højeste bjerg, lysende i syd. En enkelt udfordring var der også undervejs, da vi fra en eksponeret scharte skulle op over en kort klettersteig for at komme videre. Men det var kun krydderi på tilværelsen til en rigtig god bjergtur. Nur so weiter. For den følgende dag havde jeg talt med Jacob om at lave en bestigning af et af Sellatårnene, men vi endte med at ændre målet til Piz Boë, der er Sellamassivets højeste bjerg. Så nok engang tog vi gondolbanen op fra Corvara, men denne gang satte vi i stedet kursen mod sydvest. Piz Boë viste sig dog at være et lettere bjerg end gårsdagens bestigning af Piz dal Lec, og vanskeligste parti var en stejl gruscouloir op mod Boës højplateau. Det var faktisk karakteristisk for bjergene hernede, at der bag de stejle klippevægge lå flade højplateauer, og når først man nåede op på disse plateauer havde man som regel de største vanskeligheder bag sig. Så set fra det synspunkt var Piz Boë faktisk et mindre spændende bjerg, omend det jo altid er fedt at bestige det højeste bjerg i området, specielt når det sker i varmt solskin som her.