Efter et par dage i Dolomiterne, hvor jeg rigtig havde fået ladet solbatterierne op, var jeg nu klar til at tage til Centralalperne. Det var blevet tid for min årlige rebledertur til Alperne, og efter at jeg de fire foregående gange havde lagt turen i Wallis havde jeg denne gang besluttet at prøve noget nyt. Dels flyttede jeg turen til Østrig, nærmere bestemt Mittelberg i Pitztal, og dels havde jeg entreret med efterhånden velkendte Berghof Steinbock, således at vi kunne få fast tag over hovedet. Vi var således fem personer der mødtes i gasthausets hyggelige stue i forgårs, og allerede i går steg fire af os op i bjergene på den første bjergtur. Målet var Neue Offenbacher Höhenweg, og udgangspunktet for turen var Taschachhaus. Denne hytte havde jeg aldrig været på før, og jeg havde kun passeret den på nogen afstand da jeg i 1987 steg fra Mittelbergjoch ned gennem Taschachtal. Taschachhaus var en meget stor, men alligevel ganske hyggelig hytte hvor der trods de nyrenoverede og forholdsvis sterile rum alligevel flød hyggesnak på kryds og tværs. Næste morgen forlod vi hytten og steg op over bjergsiden. Den gamle Offenbacher Höhenweg førte tidligere fra Riffelsee over Wurmtaler Joch til Kaunertal, men på grund af gentagne stenskred opgav man i 2004 ruten over passet, og førte den i stedet op over Wurmtaler Kopf og ned til Taschachhaus. Denne højdesti ville dels give en god anledning til at komme op og få overblik over landskabet, og dels få besteget en første top. Det blev således en rigtig fin tur op over den gode sti, omend den var lidt kedelig op gennem de endeløse morænefelter ved Eiskasten. Til sidst kom vi op på Wurmtaler Kopfs lange E-grat, som desværre var noget løs, men til gengæld bød på en fin udsigt til begge sider. Selve toppen bød på småklatring over store blokke. Nedstigningen blev dog lige lovlig spændende, da N-spornens store blokke var lige lovlig løse til stejlheden, og dels var den efterfølgende gletscherstump lige lovlig glat og lige stejl nok til vore manglende steigeisen. Det lykkedes os dog at komme ned til Riffelbach uden skrammer, og herfra måtte vi finde vej ned langs (og i) Riffelbach indtil vi stødte på en mere tydelig sti længere nede og kunne sætte kursen mod Riffelsee.