Som sidste tur havde vi udvalgt os Wildspitze, Ötztaler Alpens højeste punkt, men efter at have steget totrediedele op vendte jeg om sammen med Søren og Henning, da vi med det eksisterende gangtempo ikke kunne regne med at nå toppen på den planlagte tid. Vi tre tog dog revanche i dag, for hvor de øvrige deltagere pakkede sammen og tog hjemover nuppede vi tilbageværende tre deltagere et sidste bjerg, nemlig Muttenkopf ovenfor Riffelsee. Muttenkopf er et af de mindre betydningsfulde bjerge hernede, da det ikke rager mere end 112 meter over Riffelsee, men bjerget fungerer som en spærring mellem Riffelsee og Pitztal og er faktisk ganske pænt set fra Pitztal. Det blev en kombineret bjerg-, hygge- og hyttetur, for først steg vi ad den gode hovedsti fra Mittelberg op til Riffelseehütte, hvor vi fik en god frokost med weissbier til. En frokost, som dog trak lidt ud da en regnbyge blev temmelig vedvarende. Det blev dog opholdsvejr, og så fortsatte vi op mod Muttenkopf. Her var der imidlertid ingen store stier, og den smule sti vi kunne følge op fra Riffelseehütte løb hurtigt ud i sandet. Vi kunne dog følge nogle fårestier videre, og snart efter var vi på et punkt som vi mente var toppen. Eller var det? For dels var det punkt vi stod på ikke særligt markant, og dels så det ud til at et punkt længere henne ad graten var en smule højere. Vi fortsatte hen til det næste punkt og tog endnu et par topbilleder, for her kunne vi se at der var et trigonometrisk målepunkt mejslet ind i klippen. Men der var nu også endnu en bunke klipper længere i NW som så lidt højere ud... Videre hen til det tredie klippeparti, for i det mindste måtte en af vore toppe være det højeste punkt. Vi kom op på det tredie parti, og kunne nu se at de klipper vi lige havde været på før var de højeste. Så nu kunne vi med sikkerhed sige at vi havde været på Muttenkopfs højeste punkt, og dermed havde også jeg fået tre toppe på denne rebledertur.