Navigation:    
Start  >  Blog 
> 29. juli 2007
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Dopingspøgelset cykler igen Søndag, 29.07.07

Selv om jeg har tilbragt langt det meste af juli måned med at trave op og ned af bjerge i Rusland, Italien og Østrig, har jeg alligevel også fulgt en lille smule med i, hvad der i øvrigt er sket rundt omkring. For eksempel vakte det nogen overraskelse, da jeg pludselig erfarede at vi nu igen havde en dansker i den gule førertrøje ved cykelløbet Tour de France. Michael Rasmussen hed han, og selv om det ikke var nogen jeg synes havde hørt om før i Tour de France-sammenhæng, og en person man næppe havde tillagt de store chancer, synes jeg alligevel at det var godt gået at vi nu atter havde en dansker i toppen. Michael vandt både førertrøjen og den prikkede bjergtrøje under en bjergetape i Alperne, og overraskende nok lykkedes det ham at beholde trøjen både ved den krævende enkeltstart og de efterfølgende bjergetaper i Pyrenæerne. Og herefter var det vel egentlig blot en formssag for ham at køre trøjen hjem til Paris. Men sådan skulle det ikke være. Tilbage på hotelværelset i Mittelberg så jeg den næstsidste etape og undrede mig såre over, at Michael ikke længere var med på resultatlisterne. Havde han mon været ude for et fatalt styrt? Næ, det var såmænd en ren skrivebordsafgørelse der havde fået Michael ud af Touren. Som eneste dansker på det i øvrigt hollandske Rabobank hold foretog han al sin træning alene, og så var det ikke altid at han havde fået meldt ud, præcis hvor og hvornår han trænede hvad. For hvis nu der var nogen der ville dopingteste ham skulle de jo gerne kunne finde ham. Klart nok, det er en brud på disciplinen, men en sådan overtrædelse burde ikke give mere end en advarsel eller en bøde. Alligevel har det internationale cykelforbund tilsyneladende besluttet at give Michael karantæne, uden at han på nogen måde har afgivet en positiv dopingtest, og det selv om han er blevet testet både i hoved og røv under Touren. Det ville have klædt både Michael Rasmussen, og den internationale cykelsport i al særdeleshed, at man - hvis endelig man ville udøve en sådan kontroversiel beslutning - enten havde blokeret Michael inden Tourens start, eller havde ventet til den var forbi. Når de pludselig farer frem med bål og brand efter at han har kørt sig i gult, kan man ikke slippe tanken om, at et konkurrerende hold måske har haft en finger med i spillet.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.