Navigation:    
Start  >  Blog 
> 31. juli 2007
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Målsætningen brudt! Tirsdag, 31.07.07

Så holdt den ikke længere, min overordnede målsætning om, at jeg hver måned i år skulle løbe længere end i den tilsvarende måned sidste år. Syv måneder holdt jeg planen, lige siden december sidste år, men her i juli strandede planen da jeg kun fik løbet 26 km imod min minimumsmålsætning på 45 km. Men når ret skal være ret må det også siges at det ville have været vanskeligt at få opfyldt målsætningen, idet jeg tilbragte to af månedens uger i Kaukasus og knap to andre uger i Tirol. Kun fire dage i måneden har jeg tilbragt hele dagen her i Danmark, og så er det - når ret skal være ret - egentligt ikke så ringe at jeg trods alt fik afviklet fire løbedage. For at få yderligere løbemuligheder havde jeg på begge ture taget mine løbesko med, men kun i Kaukasus lykkedes det mig at få presset en lille løbetur ind, en tur der blev noget kortere end tiltænkt. For jeg havde ikke løbet mange minutter ned gennem dalen før jeg uventet kom til at løbe ind i en russisk militærforlægning. Og da jeg skyndte mig at trække følehornene til mig og løb i den anden retning blev det ikke til meget mere end halvanden kilometer før stier og skoven var ommøbleret efter vinterens laviner. Men uanset forklaringen er fakta at jeg i juli måned fik løbet 19 km for lidt. Jeg ser kun en måde at rette op på det på, og det er ved at jeg i august skal løbe den dobbelte distance, altså 38 km ekstra. Hvilket betyder at jeg i august skal løbe 119 km, og altså blive min første måned i mange år med over 100 km. Det bliver lidt af en udfordring, så jeg må hellere straks komme i gang med at planlægge de mange kilometer.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.