Navigation:    
Start  >  Blog 
> 16. august 2007
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Babelstårnet i Zermatt Torsdag, 16.08.07

Man skulle mene at Schweiz er tilstrækkeligt forsynet med 4000'ere, al den grund at over halvdelen af Alpernes bjerge over 4000 meter befinder sig helt eller delvist på schweizisk territorium, men det er tilsyneladende ikke nok. I mange år har der verseret rygter om, at man i Saastal pønsede på at forhøje Fletschhorn med en røse, et monument eller andet, således at bjerget kunne blive syv meter højere og derved også blive en 4000'er. Disse planer er dog blevet ved rygterne, men nu tyder alt på at Fletschhorn bliver overhalet indenom, for i nabodalen Mattertal har man besluttet at gå anderledes handlekraftigt til værks. Her han man kastet blikket på Klein Matterhorn, som dog ikke blot mangler syv meter i at blive en 4000'er, men hele 117 meter. Syv eller 117 meter - det er dog ikke noget problem for storkapitalen, når det som her er Bergbahnen Zermatt der står bag. Klein Matterhorn har i øjeblikket allerede den højeste udsigtsplatform i Alperne, men planerne er at topstationen skal udbygges til et helt kompleks. En enorm pyramide skal bygges ovenpå den eksisterende top, der skal forsynes med overnatningsmulighed (med overtryk til at kompensere for højden, naturligvis), samt en lift til toppen af pyramiden, hvor der vil blive bygget en ny udsigtsplatform i præcis 4000 meters højde. Allerede denne sommer skulle man så småt begynde på byggeriet, med en direkte tunnel mellem liften og turistattraktionen Gletscherpalast, og i efteråret 2008 skulle de udvendige byggearbejder begynde. Efter de foreløbige planer skulle det samlede projekt kunne afsluttes omkring 2015, så det skulle stadig være muligt at nå at bestige Klein Matterhorn inden det bliver fuldstændig indkapslet i beton.

www.spiegel.de

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.