|
|
Et par gode råd mod stress
|
Tirsdag, 18.09.07
|
Der er mange der føler sig besværet af stress i dag, og det er en gene der er kommet for at blive, i takt med at man forventes at kunne mere, og altid forventes at være på. Men i bund og grund handler det om, i hvilket omfang man er villig til at lade sig styre, for så længe man selv kan styre sit liv, så kan man også styre udenom stress. Når de fleste har mobilen tændt dag og nat overlader man det til andre at styre ens liv, i stedet for selv at bestemme hvornår man kan kontaktes. Og ligesom man ikke bør beskæftige sig med privatsager i arbejdstiden bør man også slukke arbejdstelefonen når ikke man er på arbejde. Og a propos arbejdet: Hvis man får tildelt for mange opgaver på arbejdet er det ens forbandede pligt at gøre opmærksom på dette, og overlade det til arbejdsgiveren at prioritere i de opgaver man har, i stedet for at påtage sig overarbejde uden tilladelse, eller forsøge at presse opgaverne igennem på kortere tid, med heraf følgende kvalitetstab. En god kalender kan i den situation være guld værd. En af mine venner afsætter to aftalefri aftner om ugen, hvilket sikrer ham at han får slappet af med huslige sysler en gang imellem. Selv har jeg bemærket at jeg sjældent får så meget ud af kurser eller møder, fordi materialet blot skubbes til side til viderebearbejdelse på et senere tidspunkt - som så først kommer når det meste er gået i glemmebogen. Hvis man i stedet holder den følgende dag eller aften aftalefri har man i hvert fald gjort sit til, at man kan anvende det lærte stof på en brugbar måde. Men hvis man først er sunket ned i stressens hængedynd med fornemmelsen af, at man ikke når noget som helst, er der en rigtig god idé som jeg her giver til fri afbenyttelse. Det er, inden man lægger sig til at sove om aftenen, at man så gennemgår og tænker på alle de ting man har nået i løbet af dagen. Focuser på det du har nået, og ikke på det du ikke har nået, for så finder du ud af at du faktisk har nået temmelig meget. Derved slutter man af med at få et positivt indtryk af dagen og kan trygt lægge sig til at sove i visheden om, at dagen nu alligevel ikke var så ringe.
|
|