I november 2003 tog jeg til Hallandsåsen med holdet fra turen til Aberdares og Kilimanjaro, som et led i træningen til turen, og den vandretur på Skåneleden var så vellykket at det siden er blevet en tradition at vi tager ud og traver en weekend i november. Således skulle det i år blive femte gang, men under turens tilrettelæggelse fandt jeg ud af at vi ikke rigtigt kunne undgå en lørdagsetape på 26 km. Og da dagene i november er lige korte nok enedes vi om at vi undtagelsesvis flyttede turen til september. Jeg er derfor lige her til eftermiddag kommet hjem fra Skåneleden, og må nok sige at det har været den hidtil bedste tur vi har lavet. På vores vej østover var vi nu kommet til det fjerneste NE-lige hjørne af Skåne, hvor vi startede i Vesslarp, hvor vi sluttede sidste år. Det var nu halvandet år siden at stormvejr væltede en større bunke træer og gjorde dele af Skåneleden ufremkommelig, men der var i løbet af sommeren blevet ryddet op, så vi ikke havde problemer med at nå frem. Denne weekends tur førte gennem store og dybe skove, hvor det allestedsnærværende og tykke tæppe af mos gjorde skoven til en eventyrverden at færdes i. Lørdagens 26 km fløj afsted, og vi nåede frem til mellemlejren Bökestad længe inden det blev mørkt, og det var rart at kunne strække ud og slappe af uden at det var mørkt eller koldt. Lejren lå lige ned til Raslången, og da søndagen gryede til en utrolig flot morgen var det svært at løsrive sig fra søen, hvorfra dampene emmede op og isfugle fløj langs bredderne. Til sidst brød vi dog op, og med en enkelt pause undervejs nåede vi frem til etapens slutmål Östafors ved frokosttid. Her holdt Transporteren klar, og efter at have kørt om ad Vesslarp og hente den anden bil satte vi kursen mod Øresundsbroen. Endnu en vandretur var afviklet i vellykket stil, og jeg er allerede så småt begyndt at kigge på næste års etape, hvor vi skal gå den sidste bid vej ned til Østersøen.