Navigation:    
Start  >  Blog 
> 29. september 2007
 
Foregående    Index    Dette tema 

  I jordskælvszonen Lørdag, 29.09.07

I år er UIAAs generalforsamling henlagt til Matsumoto i Japan, så det var naturligt at jeg også i år måtte følge med. Så tidligt i morges japansk tid landede jeg i Narita lufthavnen 60 km udenfor Tokyo. De 60 km ind til centrum kunne klares med eksprestog eller bus, men jeg valgte bussen for at få et bedre førstehåndsindtryk af byen. Og det fortrød jeg ikke. Det første lange stykke vej var en motorvej som så mange andre steder, men alligevel var der forskel. Japan er nok verdens mest jordskælvshærgede land, og hver gang vi kørte under en viadukt bemærkede jeg at brofagene var fastgjort til fundamentet med svære jernkæder. Sandsynligvis var brofagene kun let fæstnet til fundamentet, således at betonfladerne kunne bevæge sig i forhold til hinanden i tilfælde af jordskælv. De kraftige kæder skulle så holde brofaget nogenlunde på plads under kraftige jordskælv, således at brofaget ikke styrtede ned på den underliggende kørebane. Det ser ud til at de har styr på at bygge solidt og jordskælvssikkert, og da jeg kom ind til selve midtbyen måtte jeg virkelig håbe de kunne finde ud af at bygge sikkert, for flere bydele havde højhuse på 40 etager eller mere. Tokyo er et enomt bysamfund på over 10 millioner indbyggere, og på grund af de evige jordskælv er der ikke tradition for at bygge højt. Langt det meste af byen er derfor lav ligesom København, hvorfor byen har bredt sig over et areal på størrelse med Fyn, med heraf følgende trafikale problemer. Myndighederne har dog været ganske kontante med at etablere infrastruktur. På vej gennem byen var motorvejen over en længere strækning ført på søjler ovenpå en å, og snoede sig her mellem husrækkerne i fjerde sals højde. Udfletningerne var altid i flere etager ovenpå det eksisterende vejnet, og lige før jeg kom til Shinjuku blev vi ad frakørselsrampen ført op over 10. sals højde, kørte hen over et par boligblokke og passerede en anden vej dybt nede, inden vi lagde an til landing ved Shinjuku - selvfølgelig gennem en tunnel. Shinjuku går for at være verdens mest travle jernbanestation med omkring to millioner daglige rejsende, og det var i dette område jeg havde bestilt hotel. Det skulle blive spændende at se hvad Japan i øvrigt havde at byde på.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.