Efter gårsdagens tur til Verdon var vi nu alle klar til at slide på den sydfranske kalkklippe, og allerede fra starten havde jeg på fornemmelsen at det ville blive en god dag. Første område vi besøgte var secteur Les 101 Bactratiens, hvor vi havde kigget på 4c+ ruten La Râteau de la Méduse, en noget speciel rute, da den fulgte ovenfor en overhængende kant over alle rutens 15 meter. Mads var først ude, og da han blev firet af hang han til sidst frit to meter fra klippen. Så en ganske exponeret rute, omend ruten i sig selv ikke var overhængende. Det gik dog lidt i fisk da jeg forsøgte mig på ruten, for for en sikkerheds skyld havde jeg topreb på, men efter nogle meter kunne jeg se at jeg ville få et gevaldigt pendul hvis jeg gled af. Jeg var næsten klar til at føre den i stedet, for så kunne jeg selv sætte de fornødne sikringer, men hvem skulle så rense ruten bagefter. Jeg måtte derfor droppe ruten, men det er helt klart en rute jeg skal vende tilbage til. Herefter rykkede vi videre til secteur Golot Fou hvor Mads og Jacob havde kig på ruten Pipo Solo, en af de få toreblængders ruter her i Chateauvert. Og jeg måtte indrømme at den så ganske spændende ud. Så spændende, at da Mads og Jacob var kommet op og ned måtte jeg også lige prøve den. Første reblængde var 4c+, og selv om det var den sværeste rute jeg hidtil havde klatret hernede var den lige min smag. Klippen var ganske vist temmelig glat, men nu har jeg jo altid fundet slabs positive, og herudover var den en meget åben diedre-formation, så jeg kunne her bruge mine foretrukne favorit-teknikker. Cruxet var midtvejs, som jeg skulle liste op over gennem hjørnet, og så var det fin klatring resten af vejen til toppen. Slet ikke så ringe. Og det kunne så have være blevet ved det, men ikke ifølge Mads. Da tre andre havde hver fået knækket deres personlige nød i dag, og så mente Mads at jeg skulle føre min første rute hernede. Jeg lod mig forholdsvis let overtale og gik så løs på ruten igen. Starten gik næsten lidt for let, men så kom jeg for langt til venstre i cruxet. Det var for bøvlet at stige ned igen, så til sidst måtte jeg liste direkte over slabbet for at komme tilbage i ruten og til næste bolt. Hvilket absolut ikke gjorde cruxet lettere. Det var derfor en fed fornemmelse da jeg kunne clippe topankeret og fire af. Nu skulle vi tilbage til Correns og have pils på bordet!