Navigation:    
Start  >  Blog 
> 15. november 2007
 
Foregående    Index    Dette tema 

  En sejr for småborgerligheden Torsdag, 15.11.07

Så er de sidste stemmer ved at være talt op fra valget til Folketinget i forgårs, og det er nu kun små marginaler, der i enkelte tilfælde stadig kan afgøre præcis hvem der får en taburet i Tinget. De store linier er dog faldet på plads, og Anders Fogh Rasmussen kan se frem til endnu en periode som landets statsminister, uden at han skal ud i en dronningerunde, som Naser Khader ellers havde forlangt det. For selv om VKO-blokken samlet set er gået fem mandater tilbage formår de stadig at mønstre de nødvendige 90 mandater for at have et absolut flertal. Men også kun lige, for for at komme op på de 90 mandater må Fogh også tælle det færøske Venstre-medlem med, og da dette medlem har erklæret at han ikke ønsker at være tungen på vægten i dansk indenrigspolitik, kan flertallet være overordentligt spinkelt. I forhold til Folketingsvalget 2005 er Venstre gået seks pladser tilbage, Konservative har bevaret deres 18 mandater, og det eneste parti der er gået frem er Dansk Folkeparti, som har vundet et enkelt mandat mere, hvilket må glæde alle de navlebeskuende småborgere, som endnu ikke har indset at vi lever i et internationalt samfund. At DF er gået frem må være en bitter pille at sluge for Naser Khader, som jo netop lancerede sit nye parti for at minimere Dansk Folkepartis indflydelse. Ny Alliance stod ellers for få måneder siden til at blive det parti der for alvor kunne gøre op med blokpolitikken, men her ved valget er hans parti blevet lammetævet og er kun blevet tildelt fem mandater. Alligevel har han formået at skabe bølgegang i Tinget. Noget kunne tyde på at Fogh har udskrevet valg i utide, for at han kunne få forlænget sit mandat inden Ny Alliance fik deres partiprogram færdigt, således at de ville fremstå som uansvarlige ved valgkampen - og det sidste holdt i hvert fald til dels stik. Men Fogh er nu ikke dum, har har tilsyneladende set skriften på væggen, for selv om det ikke er strengt nødvendigt lodder han i disse dage muligheden for et samarbejde med Ny Alliance. For som han vel tænker: Hellere det end en splittet højrefløj. For med SF som valgets store sejrherre med en nærmest fordobling af mandater til 23 er der rykket en del rundt internt i blokkene, men blokpolitikken, den har vi stadig.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.