|
|
Irans atomvåbenplaner er blot varm luft
|
Torsdag, 06.12.07
|
Da USA og koalitionsstyrkerne for nogle år siden invaderede Irak var det med påstanden om, at Irak og Saddam Hussein lå inde med store lagre af masseødelæggelsesvåben, hvilket senere skulle vise sig at være en løgn. Der kunne ganske vist gives mange gode grunde til at afsætte Saddam Hussein, der både var despot og diktator, og en trussel for især Iraks egne beboere. Men en egentlig trussel mod verdensfreden har han vel egentlig aldrig været, og så var det opportunt for USA at opfinde nogle tvivlsomme postulater som argument for invasionen. Om Bush i sin tid fik disse oplysninger fra sine efterretningstjenester, eller om han kun har tolket disse efter sine egne tanker forbliver dog sandsynligvis uvist. Men netop fordi invasionen i Irak beroede på en løgn bør USA så meget desto mere være opmærksom på at checke sine oplysninger flere gange inden man gentager fejltagelsen. Og måske er det derfor, at de amerikanske efterretningstjenester nu med usædvanlig tydelighed melder ud, at det postulerede atomvåbenprogram, som skulle være under udvikling i Iran, allerede skulle være blevet indstillet for fire år siden. Ligesom Irak var det, er Iran også på USAs liste over slyngelstater, og retorikken mellem USAs og Irans præsidenter er de seneste år blevet gradvist mere anspændt. Men nu siger efterretningstjenesten at der ikke er nogle atomvåben at komme efter i Iran. Men denne påstand preller af på præsident Bush, som kun kommenterer det med et skuldertræk: " Iran var farlig, Iran er farlig og Iran bliver ved at være farlig". Så vidt præsident Bush - gad vide om han selv nogensinde har været i Iran. Der er ingen tvivl om, at disse oplysninger kommer ubelejligt for Bush, som gerne så at han kunne igangsætte en krig mere, ud over dem han allerede har gang i. Der tegner sig mere og mere et billede af, at USA under præsident Bush ikke magter at løfte rollen som verdens eneste supermagt, idet han ikke tolererer regionale supermagter, således som Iran og Persien har været det gennem årtusinder. Der er ingen tvivl om, at præsteskabet i Iran er lige så gode til at udråbe fjendebilleder som USA er det, men med tanke på den persiske historie vil det islamiske styre i Iran i sin nuværende form kun være en krusning på overfladen. Men hvis USA kaster bomber efter disse krusninger gør han kun ondt værre og udløser blot langt større bølger i stedet.
|
|