Vi er nu snart halvvejs gennem januar, og dermed er det ifølge kalenderen midvinter. Det er dog helt tydeligt at selv kalenderen kan man ikke længere stole på, for selv om den står på vinter er det hverken vinter eller forår, det er nærmere en slags ikke-vejr mellem efterår og forår, som ikke rigtigt er noget som helst. Selv om vi er snart halvt gennem vinteren har vi ikke set skyggen af sne her i København, og det eneste jeg har set at det hvide pulver var da jeg i sidste uge kørte med toget til Hvalsø og bemærkede et hvidt drys over Roskilde. Et drys der var forsvundet næste gang jeg kiggede op fra avisen. Ikke engang vort sædvanlige kortvarige novembersnefald har vi fået endnu, så det er ikke så sært at der er ved at gå kuk i naturens tidsplan. I flere haver i forstadskvarterene er de første vintergækker for længst dukket op, med det her vejr må der snarere være tale om vintergakker! og på vej til jobbet i dag bemærkede jeg sågar at der var et par fugle der forsøgte sig med forårets første strofer. Ganske vist er solsorten jo en af de første der er ude, men ligefrem den fløjtende sang plejer der da at skulle være en smule forår i luften før den slipper løs. Hvad den anden fugl var for en fandt jeg aldrig ud af, for det var ikke umiddelbart en sang jeg kendte. Men måske den vil være lettere at genkende når den er livet helt op af vinterdvalen. Selv om mange sikkert finder det er rart at der ikke er sne og glatte veje, må jeg dog sige at jeg savner den frostglitrende sne og det helt specielle skær der kan være i disse mørke måneder. I stedet er det bare som at få en uendelig november, bare en hel del mørkere, og det kan man jo slet ikke bruge til noget. Men måske vi på et eller andet tidspunkt kan få noget ordentlig vinter og noget ordentlig sne, således at årstiderne udtrykker sig på en måde man historisk set er vant til. Vi har jo stadig en hel februar at sætte vores lid til.

Isgang i Øresund, mens der stadig fandtes vintre.