Min tid her i San Francisco lakkede mod enden. Ganske vist var det officielt set kun en weekend, men jeg havde næsten fem døgn her i byen, da jeg ankom onsdag aften og først skulle flyve hjem her til eftermiddag. Jeg havde kunnet nyde tiden med Spandeedo helt frem til søndag formiddag, så måtte han desværre tage hjemover igen, da han faktisk skulle være på job søndag formiddag. Men det var fedt nok at vi også kunne få den sidste nat sammen. Jeg må dog sige at jeg følte en stor tomhed da først han havde forladt byen, og jeg måtte gå alene på diner'en. Det blev først på aftenen inden jeg kunne tage mig sammen til at forlade hotelværelset og trisse en tur ned på Embarcadero, tidligere en stor motorvej langs Francisco Bay, men nu er motorvejen fjernet for at gøre plads til rekreative formål, selv om der stadig er en del trafikstøj fra den lokale hovedvej, der har erstattet motorvejen. Vejret var blæsende med småregn, så det var ikke nogen stor oplevelse lige denne aften. Jeg fortsatte dog så langt frem som til Waterfront Restaurant, for jeg skulle jo have en gang aftensmad. Nu er San Francisco jo kendt for sin seafood, hvilket næppe kan overraske når byen er omgivet af havet på tre sider, så jeg sammensatte en udmærket menu af den lokale specialitet Clam Chowder samt husets egen specialitet Waterfront Cioppino, som nærmest var en stuvning med krabber, muslinger og rejer. Udmærket, uden at være erindringsværdig. Tidligt i morges var jeg tilbage på Embarcadero, denne gang iført mit løbetøj. Jeg skulle jo gerne have løbet en tur her inden jeg tog hjem, og forståeligt nok er Embarcadero temmelig brugt til løbetræning, og når jeg kun havde otte minutter fra hotellet til Embarcadero var valget nærliggende. Jeg glemte helt tiden som jeg løb nordpå langs Francisco Bay, og først da jeg kom op til Aquatic Park gik det op for mig at der vist var længere til Crissy Fields end jeg havde regnet med. Crissy Fields er et perfekt park- og strandområde op mod Fort Point og Golden Gate Bridge, og jeg havde håbet at kunne løbe helt frem hertil. Men Aquatic Park var kun halvvejs og jeg havde allerede løbet over en halv time, så jeg måtte nok hellere vende her. I stedet tog jeg en pause og betragtede de hårde vandhunde som svømmetrænede ud for kysten, endda uden våddragt i det kolde vand. Jeg kiggede over mod Alcatraz, hvor man i sin tid sagde at man ikke kunne flygte fra fængslet her på grund af strømforhold og det altid kolde vand. Men ikke desto mindre havde Spandeedo svømmet turen året før. Jo, han var sgu en udmærket fyr, der ikke veg tilbage for en lille fysisk udfordring. Mens jeg joggede hjem ad Embarcadero håbede på at det ikke ville være sidste gang jeg så ham.