|
|
Phishing i fremmarch
|
Mandag, 18.02.08
|
Hver eneste dag året rundt bliver der sendt milliarder af spammails kloden rundt. For som IT-folkene siger, hvis blot der er en halv promille af modtagerne der falder i fælden betyder det at for hver million spammails spammerne sender ud om mindre tvivlsomme lægemidler eller mere tvivlsomme lotterier, og hvor man som regel vinder mere end én hovedpræmie, er der 500 nikkedukker ud af denne million, der kan plukkes. Og når det så er gratis at sende spam ud, hvorfor så ikke gøre det? Det er en krig mellem spammerne på den ene side og mailudbyderne på den anden om at henholdsvis lave eller gennemtrænge de filtre der sorterer den uønskede mail fra. Jeg har nu gennem mange år taget temperaturen på spam-mængden ved i januar måned at tælle op alt hvad jeg får af spam på mil hotmail-adresse. Selv om jeg har flere mailadresser har jeg nu altid brugt mit hotmail til det formål, dels fordi den er mere i risikozonen end mine andre adresser, og dels fordi det er min ældste endnu eksisterende mailadresse, og begge dele kan potentielt kaste mere spam af sig. Sidste år skrev jeg at det tilsyneladende var lykkedes Hotmail at lave et effektivt spamfilter, da jeg her for første gang nogensinde var kommet under 100 spam-mails i januar. Og i år er denne tendens fortsat, da jeg nu er kommet helt ned på blot 27 spam, eller mindre end én pr. dag. Det er næsten for lille et materiale til at kunne trække statistik ud af, men alligevel er det bemærkelsesværdigt at phishing-mails nu for første gang optræder på listen, og tilmed er gået direkte ind på førstepladsen. Phishing går ud på at man modtager en falsk mail, som tilsyneladende er afsendt fra ens pengeinstitut, at banken har nogle problemer og man derfor skal logge på banken via det medfølgende link. Trykker man på linket bliver man så sendt til en hjemmeside, som til forveksling ligner bankens rigtige log-on side. Det er dog ikke bankens side, men svindlernes, og forsøger man at logge på giver man blot svindlerne ubegrænset adgang til ens netbank. Det vågne øje vil dog straks bemærke at hjemmesideadressen er forkert, og ingen banker med respekt for sig selv ville sende en sådan meddelelse ud. Men den sidste tåbe er ikke født endnu!
Indgående spam, januar 2008
|
|