Her i december fandt jeg ved et rent tilfælde ud af at jeg var faldet lidt af på den hvad vandreture med tung rygsæk angår. Jeg havde efterhånden ikke fået lavet nogen rigtig vandretur i nogen tid, og når endelig jeg var på farten var det med fly eller andre situationer hvor jeg kun skulle slæbe en daypack. Hvilket der jo ikke er nogen udfordring i. Jeg tænkte så lidt på, at jeg jo tidligere i et par år havde kørt en praksis med, at jeg i hver kalendermåned skulle ud og lave en travetur med sæk. Jeg havde så ganske vist lavet en travetur stort set hver måned i den seneste tid, men der var ikke nogen af dem, der var med tung sæk. Så det var på indlysende at jeg måtte gøre noget ved det. Desværre kunne det ikke blive til noget i januar, for den eneste ledige weekend jeg havde var reserveret til San Francisco, og her viste der sig ikke rigtig nogen mulighed for at lave en overnatningstur ude i terrænet. Så i stedet brugte jeg den sidste weekend i februar, den netop afvigte, til at trave endnu et par etaper på Skåneleden. Ganske vist var det måske den teknisk letteste etape overhovedet af de efterhånden 1000 km. vandresti der findes her, og det var i hvert fald den lettest tilgængelige etape, da vi blot skulle ud i Malmös østlige forstæder, men som overnatningstur var det nu en ganske udmærket tur. Det gav så også mulighed for at trave en rute, der kan være en ganske fortrinlig opstart til vandring på Skåneleden, da ruten begyndte i de ydre forstæder og fortsatte ad lette og brede stier, hvor selv bedstemor med punkteret kørestol kunne komme igennem. For herefter gradvist at lægge hjælpemidlerne bag sig indtil vi ved Häckeberga kom ud i et terræn der var mere traditionelt Skåneleden. En meget atypisk rute, som dog ikke var helt uinteressant. Og så fik jeg jo lige givet ryg, skuldre og ben en gang (begrænsede) tæsk, hvilket jo havde været hele idéen med turen.