På mange måder blev februar en rigtig øv-måned. Ganske som forventet, og lige som i januar, var jeg i størstedelen at måneden over-worked, omend jeg måske ikke var lige så under-paid som jeg plejer at være. Så hvis ikke jeg havde tvunget mig til Skåneleden i forgangne weekend havde jeg ikke haft en eneste dag, hvor jeg ikke sad ved computeren fra morgen til aften. Og den slags er jo aldrig godt for løbeformen. Hertil kom at jeg aldrig rigtig fik overvundet mine problemer med mit højre knæ, tværtimod begyndte det også at gøre knuder i dagligdagen, så jeg til sidst måtte skære den smule jeg løb ned til næsten ingenting. Ifølge Martin var det et problem der kunne løses med massive strækøvelser, men da jeg jo ikke kom ud at løbe havde jeg jo heller ikke rigtigt en anledning til at strække ud. Så i størstedelen af februar gik jeg for det meste blot og vegeterede, og havde ikke en gang tid til at komme ind og styrketræne i centret. Men noget har der da nok været om Martins snak. Her på månedens sidste dag var jeg i Idrætshuset og slå et par runder i Fælledparken, og efter løbeturen stod/lå jeg og strakte ud, ligesom jeg gjorde det i de gamle Sparta-dage. Eller i hvert fald lige så meget som jeg kunne huske af mit gamle strækøvelsesprogram. Og faktisk havde jeg det meget bedre i knæet bagefter, og det teede sig helt normalt da jeg trissede hjem fra Idrætshuset. Spørgsmålet er så blot om det vitterlig var strækøvelserne der gjorde udslaget, eller om det bare var endorfinerne fra løbeturen. Det vil fremtiden vel kunne sige, i hvert fald hvis jeg fortsætter at gøre lidt mere ved strækøvelserne. Selv om de gør avs, og jeg ved de skal gøre avs før de kan gøre godt! Med alle disse genvordigheder må jeg sige, at jeg er ganske overrasket over at månedens 48 km var fuldt tilstrækkeligt til at opfylde februar måneds minimumsmålsætning. Men det siger vist mere om februar sidste år end i år!