Navigation:    
Start  >  Blog 
> 5. marts 2008
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Mineralnye Vody har verdens tredjeværste lufthavn Onsdag, 05.03.08

Det har altid været farligt at rejse, om det så blot er den daglige pendling til og fra arbejdet. Mod manges opfattelse er en af de sikreste måder at transportere sig på at flyve, og det skyldes både at hver enkelt rejse er noget længere end et smut op og ned ad gaden, samtidig med at det er så sjældent der sker et seriøst uheld i luftfarten, når man tænker på hvor mange fly der dagligt er i luften. Så når først man er i luften går alting som regel ganske glat. En helt anden sag er det inden man kommer om bord i flyet og når man bliver kastet af i den anden ende. Lufthavne kan være alt lige fra et velsmurt maskineri, der med nogenlunde behagelighed transporterer en fra hoveddøren til flyet og vice versa, og til et helvede der gør at man ønskede at man havde valgt at gå hele vejen i stedet for at flyve. Det amerikanske magasin Foreign Policy kører hvert år en liste over de dårligste lufthavne på kloden, og sidste år var den ubetingede topscorer Léopold Sédar Senghor-lufthavnen i Dakar, Senegals hovedstad. Ud over de lange ventetider må man her også slås med påtrængende sælgere, aggressive vagter og en udpræget mangel på siddepladser. Nummer to på listen er Indira Gandhi-lufthavnen i New Delhi, Indien, som har opnået ry for at være både kaotisk og fyldt med krejlere, ligesom der efter det oplyste ofte findes brugte kanyler på toiletterne. Nu har jeg ikke selv frekventeret disse to lufthavne, men nummer tre på listen kan jeg godt tale med om. Lufthavnen ved Mineralnye Vody i den kaukasiske del af Rusland indtager denne plads med karakteristika som betonhelvede, sne og is og indendørs vildkatte i terminalen. Jeg ville nok nærmere pointere ting som uinteresseret og korrupt personale ved indcheckning, manglende information og det store vægkort over Sovjetunionen, der med al tydelighed viser hvilken tidslomme Mineralnye Vody er. Selv den internationale lufthavn i Bagdad bliver her forvist til fjerdepladsen, og på femtepladsen finder vi Frankrigs stolthed, Charles de Gaulle-lufthavnen uden for Paris. Denne lufthavn har altid været ekstremt forvirrende, men Foreign Policy tilføjer at personalet er uhøfligt, maden er dyr, skiltningen er dårlig og lufthavnen har alt for meget grim beton. Så måske man skulle overveje toget næste gang.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.