Navigation:    
Start  >  Blog 
> 11. marts 2008
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Spam på retur men phishing på fremmarch Tirsdag, 11.03.08

Ifølge medierne har der aldrig været så meget spam i omløb som i øjeblikket. Man taler om at mellem 70 og 90% af de mails der er i omløb alle er spam, og med den stigende mængde af mails vil der naturligvis også være en stigende mængde af spam-mails i omløb. Men noget tyder på, at det faktisk godt kan lade sig gøre at bekæmpe spam. Jeg har nu i otte år hvert år i januar overvåget og optalt hvor meget spam jeg modtager på min Hotmail-adresse, og her i januar 2008 er tallet af spam-mail atter en gang faldet, således at det i år er kommet ned på et rekordlavt niveau. Selv om antallet var ganske lavt sidste år er der faktisk blevet reduceret med to trediedele i år, således at jeg kun har modtaget sølle 27 spam-mails her i januar, eller mindre end en enkelt spam om dagen. Så selv om Microsoft ikke er min kæphest må jeg indrømme at de ganske effektivt har fået skovlen under spammerne. Det eneste man måske kan bekymre sig om er, hvorvidt disse effektive spam-filtre også sorterer mails fra som jeg faktisk gerne ville ønske at læse, i og med at dette lave tal også inkluderer mails der automatisk ryger i spam-boksen. Med kun 27 spams er det dog for småt et materiale til at lave en fornuftig statistik på, men alligevel er det bemærkelsesværdigt at mere end hver fjerde spam-mail omhandler phishing, hvor en mail udgiver sig for at komme fra ens pengeinstitut, og hvor mailen ved at foregive en eller anden fejlmeddelelse lokker computerbrugeren til, via et falsk link at logge sig på en falsk hjemmeside, der til forveksling ligner den rigtige banks. Når spammerne så først har lokket logon og password ud af den intetanende bruger ligger vejen åben for at lænse brugerens konti for alle værdier. Ud over phishing er det det samme crap der præger årets statistik. Viagra, diverse andre lægemidler, poker og andre spillesider tegner sig tilsammen for over en trediedel af al spam, så på dette felt er der ikke noget nyt under solen.
Indgående spam, januar 2008

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.