Navigation:    
Start  >  Blog 
> 31. marts 2008
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Nu fremad fra vendepunktet Mandag, 31.03.08

Med lidt held har jeg her i marts nået et vendepunkt rent løbemæssigt. Selv om jeg havde lidt forhåbninger om at mit problem med knæet blot skulle løbes væk, har det nok været det gode gamle råd om masser af hvile, der har gjort det største udslag. Seksten dage i træk var jeg ikke ude for at løbe en meter, så der var i hvert fald umiddelbart ro til knæet. I stedet har jeg så rigeligt holdt mine eskapader i mostionscentret ved lige, ligesom jeg et par gange har suppleret mine to programmer med et tredie, hvor jeg specifikt trænede ben. Suppleret med en tur i svømmehallen har jeg forsøgt at holde formen så nogenlunde ved lige mens jeg lå brak rent løbemæssigt. Herudover fik jeg mig en god snak om strækøvelser med Martin, og selv om det ikke er hver dag jeg får strakt ud, så laver jeg nu fuldt benstræk hver gang jeg er i centret. Især hækkeløberen gør avs i knæet, men den gør det på den gode måde, så jeg tror jeg er ved at have fat i noget af det rigtige. Efter min lange løbepause, hvor jeg egentlig regnede med at jeg fuldt måtte afskrive marts måned, er jeg nu så småt begyndt at komme ud og jogge lidt igen. Af hensyn til knæet sker det dog udelukkende på grus, hvilket jo er lidt af et problem når man bor på stenbroen. Så mine få joggeture bliver altid indledt med en togtur til Klampenborg eller Holte. Især min halve runde i Geelskov tegner til at blive lidt af et hit, da der er både grus, bakker og ujævne jordstier, og det lader til at mine ben har det rigtigt godt med det afvekslende underlag. Efter mit overordnede løbeprogram fra januar skulle jeg egentlig have løbet Griseløbet i søndags, men at betale 100 kr. for at tage ud og smadre mine ben på 10 km asfalt, blot for at få en tid som i den nuværende situation absolut ikke er retvisende, var alligevel et nummer for dumt. Så det blev til en fin lille tur på min halve runde i Geelskov i stedet. Således kunne jeg alt i alt registrere beskedne 24 km her i marts måned, hvilket er 49 km under målsætningen, men da jeg ligesom har været lovligt undskyldt har jeg besluttet, ikke at idømme mig selv den samme straf som sidst. Blot skal jeg sørge får at jeg får afviklet de manglende km i løbet af året.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.