Der er nu under fire måneder til den olympiske flamme skal tændes på det olympiske stadion i Beijing, men allerede nu har afholdelsen af de Olympiske Lege i Kina fået langt mere omtale end normalt. Herhjemme i vor egen andedam har vi i månedsvis diskuteret, hvorvidt det er klogt at Kronprins Frederik stiller op til en plads i den Olympiske Komité, i og med at Kongehuset jo er upolitisk. Men over hele verden stiller mange sig selv det spørgsmål, om monopartistaten Kina med sine massive krænkelser af menneskerettighederne, som vi senest har set for nylig i Tibet, egentlig fortjener at få det blå stempel som OL rettelig er. Interessant spørgsmål, men et fuldstændig fejlplaceret tidspunkt, idet denne diskussion skulle have fundet sted for ti år siden, da Beijing fik tildelt OL i 2008. Kina får sit OL og Kina får sit blå stempel, det er der ingen der kan betvivle. Det eneste man kan diskutere herom er, om Kina havde fået sit OL hvis det var verdensbefolkningen som skulle vælge og ikke IOC, for det er tydeligt at en stor del at verdensbefolkningen er modstandere af OL i Beijing. Den olympiske fakkel er nu på vej kloden rundt, og overalt bliver fakkeltoget mødt af protestaktioner mod Kina og styrets fremfærd i Tibet. Kun politifolk i tusindvis er i stand til at forhindre at den olympiske ild slukkes (næsten). Men i mine øjne er det at rette smed for bager. Kan være at Kina har strøet lidt mel i form af national propaganda på faklens løbere, men fakkeltoget er en hyldest til sporten og den olympiske tanke, ikke til værtslandet, og derfor er det forkert at angribe den olympiske ild og derigennem angribe de tusindvis af sportsfolk som i årevis har forberedt sig på disse afgørende 14 dage. Alle de politikere der råber op at boykotte OL på grund af Kinas fremfærd er de rene hyklere. Som om det på den lange bane skulle betyde noget som helst at nogle politikere udebliver fra åbningsceremonien i Beijing, mens de samme politikere køber handelsvarer i Kina for milliarder. Hvis man ønsker at udtrykke sin protest mod styret i Kina bør man gøre det et sted hvor det betyder noget, og ikke ved at tage sporten som gidsel.