Op til fem gange om året mødes den lille eksklusive sammenslutning de gyldne dråber for at delagtiggøre hinanden i vor viden om gyldne dråber, og om whisky i særdeleshed. Denne gang var mødet henlagt til Henning, og der blev varmet op i god stil med Martini, tilsat med gin i større eller mindre mængde. Måske oftest større! Det var optakten til et af de mere alkoholiske møder i nyere tid, for inden vi var færdig med velkomstdrinken mødte Martin op med to magnumflasker Chimay. Så var bunden ligesom lagt til at vi kunne fortsætte med aftensmaden, udmærket oksesteg med rigelige mængder rødvin til, og afsluttende med portvin til desserten. Det var et ganske udmærket festmåltid, men efter gin, guldøl, rødvin og portvin må jeg sætte spørgsmål ved, om vi stadig var i stand til at foretage en seriøs smagning på den whisky der var dagen emne: Enæggede tvillinger, og dog så forskellige. En ukendt whisky blev stillet på bordet, eller rettere to flasker. Oprindelsen var den samme whisky, men den ene whisky var blevet tappet som standarden var, mens der var blevet kælet for den anden, ligesom den ikke var blevet spædet op med vand inden den blev hældt på flaske. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg på dette tidspunkt ikke var i stand til at smage så meget anden forskel en den der er iboende når man har med en cask strength at gøre, og da først den var blevet spædet op var forskellen minimal. Modsat sædvane blev der heller ikke taget noter ved smagningen, så resultatet af testen svæver i det uvisse. Uanset hvad var der tale om en ganske hyggelig aften, hvor jeg også fik en god snak med Martin om måske vi skulle løbe Pikes Peak Marathon igen i 2009. Sidst jeg løb det havde jeg nævnt for Martin at jeg skulle tilbage igen og løbe det når jeg var kommet i form, og noget kunne tyde på at han er ved at være moden til tanken.