|
|
Fællestræning i Zermatt
|
Lørdag, 03.05.08
|
Ud over vigtigheden ved at holde sig i form, som i hvert fald nogle af os gjorde en indsats for ved sidste søndags halvmarathon i Lyngby, er der dog også tekniske discipliner som bør trænes eller holdes ved lige, forud for sommerens tur til Gasherbrum. Netop derfor havde vi for lang tid siden planlagt at bruge himmelfartsdagene til en fælles weekendtur til Zermatt, for her at kunne træne forskellige elementer i mere alpine omgivelser. Idet vi denne gang fløj ned via Zürich gav det os i praksis tre fulde dage i bjergene, og jeg havde planlagt elementer til alle tre dage. Torsdag var det planen at vi skulle tage op og bestige Oberrothorn over vestflanken, en sjældent besteget rute som jeg fra en tidligere bestigning mange år siden vidste ville byde på god sneklatring på denne tid af året. Men desværre var bjergbanen lukket for revision, så vi måtte tage til takke med en vandretur op til Sunnegga og ned igen over de efterladte skipister. I går lykkedes det os så at komme i højden, da vi tog op for at bestige Breithorn E, den eneste Breithorn-top jeg endnu ikke havde besteget. Tiden viste sig dog at være mere knap først vi var oppe på plateauet, så vi måtte nøjes med at bestige W-toppen, som jeg ganske vist havde været på fire gange før, men så kunne Erik i stedet få sig en førstebestigning, da han ikke havde været på den top endnu. I dag var så måske den mest interessante træningsdag, da den var helliget de mere tekniske discipliner rundt omkring fixreb og forankringer. Vi tog op til Schwarzsee, hvor vi på nordsiden fandt et passende stejlt hæng, hvor vi gravede en platform vi kunne bruge som basis for etablering af ankre med sneankre og isskruer. Herefter satte vi et fixreb, som vi brugte nogen tid på at træne på. Det var kun Klaris som havde seriøs erfaring med at gå i fixreb, idet jeg hidtil kun havde brugt fixreb som gelænderreb. Det var noget andet når man skulle bindes til rebet via jumaren og vurdere om man skulle tage jumaren i højre hånd eller venstre måske var bedre, og hvordan det blev kombineret med isøksen. Det var i al fald rigtigt godt at kunne tørtræne det her under trygge rammer inden det går løs i Pakistan.
|
|