Sidste år var vi nogle stykker med basis i Team Aberjaro, som med stor succes var kørt til Nissedalen i Norge over pinsen, for her at klatre på Hægefjell, og selv om vejret havde været noget ustabilt, og jeg som følge heraf ikke fik klatret en meter, havde det været en god oplevelse at være heroppe under nordligere himmelstrøg og få en fornemmelse af at være på fjeldet igen. Idet jeg ikke havde fået klatret overhovedet dengang var jeg meget lydhør da drengene havde foreslået at køre til Nissedalen igen. Denne gang flyttede vi dog turen fra Himmelfart til pinsen, idet de kirkelige højtider ligger meget tidligt i år, men lige lidt hjalp det, for selv om klatringen på Hægefjell var fri for sne, lå der stadig meget sne i skovlandet nedenfor, og grusvejen op til fjeldet var ikke åbnet endnu. Mads foreslog derfor at vi i stedet kørte til Bohuslän, hvor der også skulle være fortrinlig klatring, og nølende kunne jeg også tilslutte mig ideen, selvom det at komme op og mærke fjeldet havde været en af de afgørende faktorer for mig når jeg skulle tage til Nissedalen. Men det sociale samvær med drengene var jo heller ikke at foragte, så derfor blev til Bohuslän. Idet vi havde underskud af bil kørte jeg sammen med Rasmus op med toget, mens Tom kom på motorcyklen, så kørte Mads alle forsyningerne op i Transporteren. Med basis i Bohusläns Klätterklubs hyttegrund i skovkanten tog vi så ud for at kigge nærmere på forholdene. Det skulle dog hurtigt vise sig at klatring i Bohuslän var noget meget anderledes end det ville have været i Nissedalen. For det første var klipperne meget lavere, og det var klipper og ikke bjerge, hvilket jeg nok havde gennemskuet fra starten. Men klipperne lå også meget spredt og var klatret i langt mindre grad, så en stor del af tiden gik derfor med at finde frem til klipperne, som tilsyneladende ofte var gemt langt inde i skoven. Det første sted vi tog ud til var en værre gang kratterat for at lå frem til en klippe, der var temmelig begroet i sprækker og på hylder. De andre blev dog også hurtigt trætte af dette, så vi rykkede snart videre til den diametrale modsætning: det lille fiskerleje Smögen, hvor der var dømt caféklatring på kystklipperne mellem bådeskurene.