Navigation:    
Start  >  Blog 
> 12. maj 2008
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Helt i skoven Mandag, 12.05.08

De første indtryk af klatringen i Bohuslän havde nok været noget diametrale i deres modsætning, men efterhånden som vi de følgende dage tog ud for at klatre på andre områder, skulle det efterhånden vise sig at stort set alle klatresteder, som ikke lige lå ude langs kysten, var temmelig svært tilgængelige. Det klatrested vi var ude ved lørdag formiddag var dog den behagelige undtagelse, da en fin lille sti førte fra grusvejen langs markerne frem til klippen, der lå lige i skovbrynet. Klippen var henved 40 meter høj, så den havde straks lidt mere karakter end det andet småtteri vi havde været ved den foregående dag. Jeg stiftede her bekendtskab med Bohuslänklatring for første gang - klatringen her i området var graderet temmelig vanskelig, for selv om det var en af de letteste ruter på klippen var den alligevel en habil IV°. Jeg havde ikke lavet klippeklatring siden jeg var i Sydfrankrig året før, så for mig var det noget af en udfordring. Overraskende nok fandt jeg ikke klatringen specielt svær eller tung, og på en måde havde jeg på fornemmelsen, at de mange timer jeg har slidt og slæbt med tonsvis af jern i motionscentret, kan bruges til noget praktisk ud over at give lidt velvære og en bedre kropsbygning. Kun oppe mod toppen var der et vanskeligt parti, som jeg ganske vist var ved at vende om på, men efter nogen overtalelse fra Mads kom jeg også over passagen ved at bruge den rette teknik. Jeg må nu sige at jeg føler mig ganske tryg ved at klatre med Mads. Efter den rute syntes jeg dog nok jeg havde fået klatring nok for denne gang, og så alligevel: da vi om eftermiddagen besøgte et sted med et meget kompakt slab, måtte jeg alligevel liste en tur op over slabbet. I går gik turen så helt i skoven, og efter at have kæmpet os gennem vildnisset længe nok vendte jeg om og søgte tilbage mod bilen - kort efter kom de andre også ud fra skoven. Så det sidste klatrested vi besøgte var ud til skærgården, men her meldte jeg fra da vi skulle klatre for at komme op til starten. I stedet fik jeg en fik afsluttende vandretur langs skærgårdskysten. Bohuslän er såmænd interessant nok, men måske ikke lige set fra et klatremæssigt synspunkt.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.