Fra tid til anden kommer jeg i, hvad man kan kalde 'et apokalyptisk humør' når jeg på min vej gennem København betragter byens forfald, de nedslidte gader, de mængder af tilfældigt henkastede affald og den megen meningsløse vold der hersker i byens natteliv specielt fredag og lørdag aften. Som om bystyret har opgivet at kæmpe mod den offentlige degradering af vort allesammens rum, og befolkningen i stigende grad føler sig fristet til at klare tingene ved selvtægt. Nogle gange ser det ud som om de eneste facader, der ikke er oversmurt af grafitti, er dem som fungerer som reklamesøjler og billboards for ligegyldige firmaer, og opsat af fimaer som lever højt på at gøre det offentlige rum endnu mere uskønt end det i forvejen er. I sådanne situationer ser jeg ofte et billede for mit indre blik om en mørk og dyster by, hvor reklamerne ikke blot er spredt ud over byen med pågående blinkende neonlys, men også svæver over byen på luftskibe, der med både lys og lyd anmassende gør klar på opmærksomheden. Der er her nok allerede nogen som på nuværende tidspunkt har genkendt scenen fra biograflærredet, og selvfølgelig er det også fra filmen Blade Runner at jeg har det klip i min hukommelse. Men helt sikker var jeg nu ikke, og da Imperial i disse dage viser dette filmiske mesterværk i instruktørens eget Final Cut var det klart at jeg måtte ind og gense denne film, og blive endeligt bekræftet hvor jeg har det filmklip fra. Filmen foregår i en fremtidsverden, hvor biologisk meget vellignende robotter udfører det kedeligste arbejde uden at kny. For det meste, idet en videreudvikling af robotterne har vist sig at tænke for mange selvstændige tanker og derfor skal termineres, hvilket udføres af et korps af Blade Runners. Nu kendte jeg på forhånd handlingen, og havde derfor overskud til at studere det miljø nærmere, hvori filmen foregår. En fremtidsby hvor alt er gået i opløsning, hvor solen knap trænger ned gennem smoggen og hvor det altid regner ned over de nedslidte og utætte højhuse. På de altid menneskefyldte gader bliver man udsat for et bombardement af reklamer for japanske firmaer, og selv i sengen derhjemme har man ikke fred når reklameluftskibene larmende glider forbi vinduet med deres levende reklamer. Det er altid svært at spå om fremtiden, men filmen er nu måske ti år gammel, og jeg synes stadig den tegner et realistisk billede af vor dystre fremtid.