|
|
Fagre nye verden afinstalleret
|
Mandag, 26.05.08
|
Endelig har jeg fået taget mig sammen til at købe en ny computer, efter talløse frugtesløse forsøg på at få min gamle computer gennem opstartsfasen. Da endelig jeg havde taget beslutningen var det egentlig bare om at købe en maskine. Sidste gang var gået i en specialbutik for at få maskinen skruet sammen efter mit ønske, men det havde jeg ikke fået så meget ud af, da jeg alligevel ikke havde adgang til de to diske jeg havde bestilt og fladskærmen ikke virkede. After-sales service var et ukendt begreb, og selv om fladskærms-problemet sandsynligvis kunne løses ved at få en ny strømforsyning blev jeg blot henvist til svenske hjemmesider, hvor jeg blev sendt fra sted til sted uden at komme en løsning nærmere. Så når specialbutikkerne ikke ønsker at servicere deres egne produkter kunne jeg lige så godt gå i et supermarked for el-artikler, hvor man på forhånd ikke forventer at få nogen service. Som sagt, så gjort, og så kunne jeg altid få en ekstern til at servicere min maskine. Imidlertid var Microsofts styresystem XP blevet fortrængt af det højt opreklamerede Vista, men ifølge forretningens lagerliste skulle de have en enkelt maskine med Windows XP tilbage ude på lageret. Der var derfor ikke så meget at vælge imellem; det var den eneste maskine de havde med XP, og hvis det var det jeg ville have måtte det bare blive den. Stor var min skuffelse derfor da jeg fik startet maskinen op derhjemme og Vista tonede frem på skærmen. Med læssevis af arbejde der havde hobet sig op i de uger jeg havde været uden maskine, havde jeg ikke lyst til at skulle splide tid med at lære et nyt styresystem at kende, og ønskede derfor blot der var en knap der kunne bringe mig de kendte skærmbilleder. Men en sådan fandtes ikke, så jeg måtte bruge en rum tid på at slå en masse unødvendige funktioner og gadgets fra, som jeg ikke lige mente jeg havde brug for. Om jeg derved også har skåret noget fra som kunne være praktisk i brug skal jeg dog ikke kunne sige, det var i hvert fald ikke noget jeg havde brug for her og nu. Når nu Vista gør så meget for at kommunikere med brugeren gennem et hav af dialogbokse, er det underligt at programmet ikke forsøger at forklare hvad det egentlig er den vil meddele. Jo, fagre nye verden - alt det fagre har jeg nu afinstalleret.
|
|