|
|
Sidste weekendsamling
|
Mandag, 02.06.08
|
Tiden nærmer sig efterhånden for årets store ekspedition til Gasherbrum i Pakistan. Der er nu mindre end tre uger til afrejsen mod Islamabad, og i forgangne weekend afholdt vi derfor vores sidste weekendsamling. På nuværende tidspunkt burde alt være klappet og klart til afrejse, og jeg havde derfor kun et punkt på dagsordenen, nemlig at fastslå at det var korrekt at alt var klar til afrejse. Vi havde derfor reduceret weekendsamlingen til blot en enkelt dag, så vi mødtes i går ude hos Henning for at klappe os selv på skulderen og sige at alt var klart. Men som jeg havde erfaret gennem de seneste uger ville der ikke være særlig megen klappen på skulderen, idet vi langtfra var færdige og rejseklare. Sponsorsøgningen var først lige gået i gang, og vi havde ikke engang fået nogen aftale på plads om, hvem der skulle fragte vort gods ud til Pakistan. Ikke desto mindre var et af formålene med denne samling at checke vort udstyr efter og pakke tønderne, så de var klar til at blive afhentet af fragtfirmaet. Men det var lidt svært at tage alt grejet med ud til Nærum uden at vide om vi fik en fragtaftale eller ej, og hvordan det i givet fald skulle pakkes. Jeg havde gjort en mental note om, at når jeg en anden gang skulle på ekspedition måtte vi have en deadline en måned før afrejse for at have en fragtaftale på plads, om den så var sponsoreret eller ej. Jeg kunne dog ikke rigtigt brokke mig over at fragtaftalen ikke var på plads, for jeg kunne jo selv have gået ind i sponsorudvalget og medvirke til at få aftalen i hus. På den anden side havde jeg jo tidligere fået en røffel når jeg tidligere på foråret havde interveneret for at få vores flybilletter på plads, efter der ikke var sket noget i månedsvis efter at vi sidste år havde besluttet flyselskab og afgangstider. Det var absolut ikke noget jeg skulle blande mig i! Men forøvrigt fik vi først de endelige flybilletter på mødet i dag, mere end et halvt år efter at vi havde besluttet hvornår og med hvem. Endelig stod det også klart at vi ikke ville komme til at rejse til Pakistan sammen. Klaris havde fået sene eksamener, med de to sidste mandag og onsdag efter vi skulle flyve ud om lørdagen, så han ville først kunne flyve ud onsdag, og Henning skulle holde studenterfest for sin yngste om mandagen, så for at Klaris ikke skulle rejse til Pakistan alene ville Henning også først rejse ud onsdag. Begge disse situationer havde vi forinden diskuteret og accepteret på en tidligere samling, men da Urth var manden for at bestille billetter kunne han jo også lige så godt forlægge sin udrejse til onsdag, hvilket han så gjorde uden at høre os andre i forvejen. Så kunne han jo også lige komme med til en familiefest i weekenden. Men det betyder også at der kun er Erik og mig til at lave alt forarbejdet i Islamabad, da de tre andre så først kommer samme dag som vi rejser videre ud i landet. Hvilket jeg ikke kunne undgå at være lidt muggen over.
Tønderne hober sig op hos Henning.
|
|