Nu jeg er i det negative hjørne efter det ringe udbytte af søndagens weekendsamling, så var der også andre grunde til at jeg var lidt mellemfornøjet i søndags. Lige siden vi begyndte at planlægge turen var det klart at vore weekendsamlinger ville være en væsentlig del af planlægningen, og derfor havde det været en torn i øjet at Urth ikke kunne deltage i weekendsamlingerne før vi nåede frem til den fjerde. Og specielt at han ikke ønskede at være med på vores fællestræningstur til Zermatt i maj, til trods for at vi havde tilrettelagt tidspunktet netop for at kunne tilgodese hans ønske herom. Det var jeg noget skuffet over, dels fordi han derved gav udtryk for manglende engagement, dels fordi han var den eneste på holdet som jeg endnu ikke havde været i reb med, og at han stort set stadig var ukendt for andre end Klaris og mig. Jeg havde derfor kontaktet ham for at prøve om ikke jeg kunne overtale ham, idet jeg vidste han ville være hjemme mens vi andre tog til Schweiz, men fik blot den tilbagemelding, at hvis jeg ønskede at gå i reb med ham, måtte det være "fordi jeg ikke havde de basale kundskaber, og så var det måske et kursus jeg skulle til at få taget"! Med andre ord, så ønskede Urth ikke at gå i reb sammen med mig, selv om hvis han mente at jeg havde behov for sådanne basale kundskaber, måtte det være i hans egen interesse at jeg tilegnede mig disse, fx. på vores træningstur i Schweiz, således at jeg kunne være en bedre støtte på bjerget. Jeg måtte håbe på at han kommer på bedre tanker inden vi står ude under Gasherbrum, men en sådan udmelding kunne ikke undgå at nedkøle forholdet mellem os. Specielt set i lyset af, at han ved tidligere fælles aktiviteter havde meldt ud at han ikke så han kunne bruge os til noget før eller efter ekspeditionen. Med andre ord, så var han tilsyneladende kun med på ekspeditionen for ekspeditionens skyld, og så ikke nogen grund til at socialisere sig med os ud over selve ekspeditionen. Hvilket står i direkte modstrid med det, at bjergbestigning bygger på et tillidsforhold, som efter vores mening ikke skal bygges op under ekspeditionen, men skal være på plads længe forinden. Som han selv siger, så har vi jo rig lejlighed til at lære hinanden at kende under indmarchen, men hvis han ikke har ønsket at lære os at kende i det forløbne år, hvad kan de ti dages vandring så gøre, specielt når han ikke ønsker at være med på ekspeditionens første dage. Jeg kan blot håbe at han på et tidspunkt bliver god igen, og gerne snart.

Urth under søndagens weekendsamling.