|
|
Iron Man
|
Onsdag, 11.06.08
|
I rækken af amerikanske tegneseriehelte, der har taget vejen fra papiret til filmen har Iron Man nu sluttet sig til køen. Personen bag, eller rettere: inden i Iron Man er karakteren Tony Stark, som har tjent en formue på våbenproduktion og -handel, uden at bekymre sig så meget om, hvem der køber våbnene og hvem de bruges imod. Men den sag ændrer sig da han pludselig selv befinder sig i den gale ende af sine egne våben og tages til fange af oprørere. For at slippe fri bygger han den ultimative dræbermaskine, en dragt af stål med indbyggede skydevåben, flammekastere og bombestyr, og med ekstra kraft der muliggør at han kan bevæge sig i dragten. Det lykkes ham med hjælp af dragten at bekæmpe oprørerne, men den bliver så medtaget at han må efterlade resten af dragten i ørkenen, hvor den bliver fundet af oprørernes sammensvorne. Efter at have vendt tilbage til civilisationen erklærer Tony at han vil nedlægge sin virksomheds våbenproduktion. Det er der dog flere meninger om, især når kursen på virksomhedens aktier styrtdykker. Med modstandere på hjemmefronten, der har et fordækt samarbejde med terroristerne om at dræbe Tony, tager Tony skridtet fuldt ud og bruger nu sine ressourcer og teknologiske viden til at bekæmpe oprørere og terrorister hvor som helst. Tony Stark videreudvikler sin moderne version af en rustning, forbedrer flyveegenskaberne og kraftkilden, og er således klar til at træde ind på scenen som Iron Man, selv om han endnu ikke benævnes sådan. De slemme drenge har i mellemtiden bygget deres egen dræberrobot på baggrund af resterne af den originale dragt, og filmen bygger op til den endelige kamp mellem de to. Det vil altid være vanskeligt at overføre et tegneserieunivers til filmens ditto, men selv om anmelderne herhjemme ikke har givet filmen mange stjerner synes jeg nu egentlig det er lykkedes meget godt med Iron Man, der rummer den passende blanding af action, teknik, drama og humor, samtidig med at filmen ikke er for selvhøjtidelig. Plottet er såmænd sandsynligt nok, hvorimod de metoder der bringer filmen videre naturligt nok er lidt vel 'over the hill'. Men filmen er absolut seværdig og lægger fornuftigt nok op til en videreførsel.
www.imdb.com
|
|