Navigation:    
Start  >  Blog 
> 18. juni 2008
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Afsked med Per - for en stund Onsdag, 18.06.08

Tre dage tilbage til afrejsen mod Pakistan, og det var ved at være tid til at sige farvel for en stund til venskabskredsen. Således var jeg til aften en sidste gang ude hos Per Bager i Valby, officielt for at afhente to par snesko som jeg og Erik skulle låne, for det tilfælde at der kom så meget sne på Gasherbrum at bevægelse på gletscheren ville blive alt for besværlig uden snesko. Men selvfølgelig skulle vi da også snakke lidt mere om ekspeditionens udvikling, al den grund at Per indtil for et halvt års tid siden havde været med på holdet, men så valgte at trække sig på grund af de uroligheder der fulgte i kølvandet på den danske presses genoptryk af Muhammed-tegningerne. At Per mente sig sikker i sin påstand om at det var for usikkert at rejse til Pakistan blev netop underbygget ved bombeangrebet på den danske ambassade i Islamabad tidligere på måneden. Men jeg var nu sikker i min sag, og det var resten af holdet i øvrigt også, for selv om der selvfølgelig er en del fanatister i Pakistan, som gerne ser Danmark og den danske befolkning hen hvor peberet gror, så kan jeg ikke forestille mig andet end at den menige pakistaner hverken er fanatiker eller bombemand. Jeg havde jo håbet på at Per kom tilbage på holdet igen, både fordi han ville være en styrkelse for holdet, og fordi jeg fandt det naturligt at Per ville være med på en otter. Men sådan skulle det desværre ikke være, men så må vi se om vi kan finde på noget andet når jeg er hjemme igen. I stedet kan jeg nu gøre hvad der er mig muligt for at i det mindste hans snesko kan komme på Gasherbrum. Vi benyttede også lejligheden til at få en sidste løbetur sammen rundt om Damhussøen. Vi havde jo løbet den tur mange gange før mens vi forberedte os til Makalu ekspeditionen i 1997, og vi havde da også nået at få nogle løbeture så længe vi var fælles om forberedelsen til Gasherbrum, men siden i vinters var det ikke blevet til så meget, også fordi jeg havde haft mine småproblemer med knæet det sidste halve år. Men det er da mit håb, at når jeg kommer hjem igen kan vi både mødes om en løbetur, men også finde ud af en anden bjergtur vi kan lave sammen.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.