Navigation:    
Start  >  Blog 
> 21. juni 2008
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Afrejse mod Pakistan Lørdag, 21.06.08

Endelig oprandt den store dag. Efter jeg for 26 år siden for første gang fantaserede om, en dag at tage afsted mod Gasherbrum 2, og efter jeg nu har brugt den sidste tiendedel af alle disse år på at planlægge turen, er den drøm nu endelig ved at gå i opfyldelse, idet jeg nu sidder i Heathrows Terminal 5 på vej mod Pakistan og Gasherbrum 2. Ekspeditionen er blevet planlagt på samme måde som min tidligere 8000m-ekspedition i 1997, men denne gang er vi blot fem mennesker på holdet, idet jeg tager afsted med Erik Storm og Henning Beck, der er gengangere fra 1997-ekspeditionen til Makalu, og så de unge drenge Jacob Klaris-Jensen og Jakob Urth, som jeg har lært at kende de seneste otte år, og som for Klaris' vedkommende undervejs er blevet den dansker jeg har besteget flest bjerge sammen med. Sammen skal vi forsøge at bestige dette høje bjerg, og vi har alle fem vores rolle på ekspeditionen: Erik er basecamp manager, Henning er ekspeditionslæge, og de to drenge er 'bare' klatrere. Selv er jeg leder af ekspeditionen, men regner da også med at kunne komme på bjerget - ganske vist er min forberedelse blevet noget kompromitteret på grund af knæproblemer i første halvdel af året og bjergmæssige depressioner som følge af interne stridigheder på holdet, men begge disse ting forventer jeg at få bundet en ende på under indmarchen. Selv om vi er fem på ekspeditionsholdet var vi dog kun to mand der rejste til Pakistan i dag, idet Klaris, Henning og Urth havde mere eller mindre gode undskyldninger for, ikke at tage afsted på det aftalte tidspunkt, og de rejser derfor først om fire dage, og kan derfor ikke være med på ekspeditionens forarbejde med tilladelser, indfortoldning, briefing og indkøb i Islamabad. Det betød også at det var os to som skulle have al fællesbagagen med i flyet, idet jeg anså det for sikkert at flere af tønderne ville trille af båndet her i Heathrow. Henning hjalp dog til med transporten til lufthavnen, hvor vi mødtes 3½ time før afgang, og British Airways' effektive handling agent fik overraskende smertefrit checket alle vore ti stykker bagage ind. Så var en stor pils i transitten velforthent, og her i Heathrow nyder vi så den sidste fad inden vi flyver til alkoholfrie Pakistan.


Indcheckning af vore ekspeditionstønder i Kastrup.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.