I dag fortsatte rejsen ud mod Pakistans bjerge. Vi havde vores egen bus, og efter at havde samlet de tre andre op i lufthavnen og vores LO op ved begyndelsen af Karakoram Highway var hele holdet samlet: fem danskere, to guider, LO’en og to chauffører. Efter yderligere nogle timer kørte vi over det 1670m høje pas i Sharkul og kørte nu ned mod Indus. Næsten lige siden vi havde forladt Grand Trunk Road var vi kørt gennem den nordvestlige grænseprovins, NWFP, som utvivlsomt er den mest urolige del af Pakistan. Det er nok mest møntet på den vestlige del af provinsen, nær grænsen til Afghanistan, hvor lokale stammer styrer landet og pakistansk lov ikke når langt væk fra hovedvejens asfalt. Men regionen langs Indusfloden, Kohistan, var ikke meget bedre, og lov og orden bliver kun opretholdt i kraft af massiv politimæssig tilstedeværelse. Et andet navn for regionen er Yaghistan - hvor Kohistan betyder bjergenes land betyder Yaghistan de uregerliges land, og det er nemt at se hvorfra inspirationen kom til landet Yogistan som det optræder i bogen “The Ascent of Rum Doodle”. Halvvejs nede mod Indus nåede vi frem til provinsbyen Batagram. Det store jordskælv for knap tre år siden havde sit epicenter ikke så farlig langt herfra, og resultatet heraf kunne stadig ses tydeligt i bybilledet, hvor hele husrækker stadig manglede facader. Men vi fik snart andet at tænke på. Det var valgdag, og ud over valg til Underhuset skulle der også vælges en plads til Overhuset, og en af kombattanterne kom netop her fra Batagram. Aldrig har jeg set så mange mennesker stimlet sammen som her i byen. KKH var fuldstændig spærret, og overalt på de vakkelvorne mure stod hundredvis af mænd og kiggede på. Og helt kaotisk blev det da den lokale politiker skulle kæmpe sig i bil den modsatte retning ad KKH. I baggrunden hørtes skudsalver fra Kalashnikov-geværer og tunge håndvåben, og selv om jeg ikke havde så meget tillid til rejsevejledningen for det hjemlige udenrigsministerium, var vi havnet i lige præcis en sådan situation vi for alt i verden skulle undgå. Og så her, lige midt i det uregerlige Indus Kohistan. Vi følte os dog ikke på nogen måde utrygge, folk var glade og vinkede til os, og her på egnen er det vist ganske normalt at man fejrer glæden med skudsalver. Vi fik dog til sidst presset os igennem folkemængden uden at have fået supplerende ventilationshuller i bussen, og fortsatte i skumringen ned mod Indus.