På vores første trekkingdag her på Baltorogletscheren havde vi også gået double stages og var nået frem til Urdukas, men nu hvor vi nåede op over 4000 meters højde gik vi ned på normale dagsetaper, hvilket gav lidt mere ro på, og bedre mulighed for at nyde de storslåede udsigter fra lejrene. Til gengæld blev nætterne nu også kolde, når vi sov direkte på gletscheren, kun med et liggeunderlag og få cm grus til at isolere. Men de kolde nætter blev hurtigt glemt når først solen stod op til en ny og smuk dag. Det var nu slut med at smyge sig afsted langs kanten og stige op på sidemorænen når chancen bød sig. Nu steg vi ud midt på gletscheren, og der blev vi. Uli Biaho kunne stadig holde øje med os langt bagude, men foran os dukkede nu et endnu mere imponerende bjerg op: Gasherbrum 4. Selv set her fra nærheden af Urdukas virkede bjerget enormt, og der ville gå yderligere to dage før vi ville være bare i nærheden af bjergets fod i Concordia. Der var ikke noget at sige til at G4 var så iøjnefaldende, for selv om det ikke var en ottetusinder ragede det alligevel næsten fire km op over den højde vi i forvejen befandt os i. De stejle kantede sider og den nærmest vandrette topgrat gav indtryk af, at selv om toppen i sig selv måske ikke var så svær, ville det i den grad være svært at nå op til den. Så blot med sit udseende bekræftede G4 sit ry som et af Karakorams vanskeligste bjerge. Den følgende lejr, Goro II, var meget simpel, blot nogle plateauer glattet nødtørftigt ud, og uden den store mulighed for at søge læ, bortset fra i messeteltet, som hurtigt blev opsøgt. Her, midt på Baltorogletscheren, følte man sig godt nok lille. Det var nærmest umuligt at vurdere størrelsesforholdene her på denne gigantiske udgave af Aletschgletscher. Der var angiveligt mere end en km til hver bred, og G4 virkede nu så tæt på, at det så ud som om man kunne nå derhed på en time, omend jeg vidste at det tog godt og vel en dag. I dag nåede vi så frem til Concordia, vel denne klodes største paradeplads for imponerende bjerge: K2, Broad Peak, Gasherbrum'erne samt ikke mindst Mitre Peak, hvis skarpe grat vi lå for foden af. På vejen hertil havde jeg gentagne gange kastet stjålne blikke mod venstre, og til sidst var den der: K2. Verdens næsthøjeste bjerg stod der for enden af Godwin-Austen gletscheren, og dominerede denne nordlige gletscher helt og aldeles. Jeg havde set mange billeder af K2 i forvejen, så synet var ikke helt uvant, men alligevel var det noget særligt at se hvad der svarer til to af de højeste alpevægge stillet ovenpå hinanden, samtidig med at man selv var på højde med toppen af Monte Rosa. I sandhed et alle bjerges moder.

K2 troner for enden af Godwin-Austen gletscheren.