Endelig fremme! Lidt over to uger havde det taget fra jeg forlod København og til jeg nåede frem til foden af Gasherbrum. Hvad der i sin tid begyndte som en sekssporet motorvej i Islamabad blev snart til en firsporet hovedvej, da vi drejede op ad Karakoram Highway. Snart blev denne vej indskrænket til to spor, og det meste af vejen ind mod Skardu var vejen enkeltsporet. Men stadig fulgte vi Indus opstrøms. Efter Skardu grusvej til Shigar, herefter jeepvej til Askole, hvorfra et hjulspor fortsatte de første km. Til sidst blev det til en simpel sti, som gradvist ophørte her på Asbruzzigletscherens midtermoræne. Og endelig fik vi lov at se Gasherbrum. Ikke G2, som vi var kommet for at bestige, men G1 eller Hidden Peak, som stod flot og majestætisk lige ovenfor vores basislejr. Dette er virkelig giganternes hjemland, det her, og det er blevet mere og mere karakteristisk i takt med at vi har bevæget os op over Baltorogletscheren. Her er ingen træer, ingen græs, ikke den mindste smule lav eller en enkelt blomst, kun grus, klipper, sne og is så langt øjet rækker. Dette er ikke et sted for mennesker, eller liv, for den sags skyld. Kun en flok forblæste alpekrager og ravne fouragerer omkring dette øde sted. Alligevel er her masser af mennesker, for klumpvist op langs morænen ligger den ene basislejr efter den anden, med folk af alle nationaliteter, som er taget hele denne lange vej, blot for at nå frem til et punkt, som er endnu mere livsfjendligt end alle de andre steder her i området: Gasherbrum 2. Nedenfor vores lejr lå et portugisisk hold, som allerede havde været her i nogen tid, og længere oppe lå en af flere polske ekspeditioner som var i gang her i denne sæson. Så vidt jeg fik oplyst var der i øjeblikket 13 andre ekspeditioner i gang i øjeblikket, så vi ville næppe blive alene. Faktisk var der en hel lille by her på morænen, individuelle basislejre, som alle blev hægtet sammen af livlinien op langs morænen - Baltoro Highway, som jeg kaldte den. Ellers var det tid at tage afsked med vort velkendte staff, som havde fulgt os siden Askole. Bærerne havde vi sagt farvel til i går, og tilbage var kun vores chefguide Agha, chefkokken som jeg aldrig fandt ud af navnet på, samt vor herlige køkkendreng Musa, som havde været til virkelig glæde for os alle, med hans konstant smittende gode humør. Det ville nu være slut med at høre Amjads brøsige stemme gjalde ud over lejren når han råbte på Musa. Alle tre havde udført et formidabelt arbejde, så her røg drikkepengene op i et helt andet niveau, men det blev Musa som fik den største ekstra bonus.

Gasherbrum Base Camp - en øde verden af klippe og is.