Første tur ovenfor Base Camp. Det var slet ikke meningen, at vi ville gå op og etablere Camp 1 endnu, men for Urths vedkommende gjaldt det om at komme op og orientere sig så meget som muligt om vejen op gennem isfaldet, mens det for Hennings og Eriks vedkommende var nok at finde vejen fra morænen og ud på gletscheren til den etablerede rute. Denne skulle være afmærket med røde flag, undtagen i det indledende parti, hvor markeringerne på grund af gletscherbevægelsen var sådan lidt la-la. Kun Klaris blev tilbage i lejren. Han havde stadig lidt maveproblemer og meget lav iltmætning, så for ikke at overanstrenge sig var han blevet nede. Inden længe var Urth langt foran på gletscheren, han havde jo også sat sig for at nå ca. 500 højdemeter op inden han vendte om, hvorimod vi tre andre stillede os tilfredse med at nå 2-300 meter op. Ruten ind på gletscheren var som forventet noget rodet, men efter en del frem og tilbage lykkedes det os at finde en brugbar rute ind. Og da først vi var vel etableret på isen var orienteringen for det meste til at overskue. Som vi bevægede os op gennem isfaldet kunne vi til at begynde med kun se G1’s NW-grat, men pludselig dukkede G2's karakteristiske toppyramide frem gennem de drivende skyer. Der var ingen tvivl mulig. Det legendariske bjerg, som jeg for første gang havde set for 26 år siden i Reinhard Karls bog Zeit zum Atmen, og som havde givet mig det uudslettelige ønske om, en dag at få mulighed for at se det live. Det var et rigtigt bjerg, som krævede en vis mængde erfaring blot for at komme ind og få et blik af det. Men - Gudfader, hvor var det højt! På den anden side: Makalu havde også virket afvisende ved første syn, men da vi fik brudt bjerget ned i etaper kunne man jo altid klatre op til Camp 1, og når først vi var etableret i Camp 1 kunne vi jo altid fortsætte til Camp 2, siden Camp 3. På samme måde skulle jeg selvfølgelig også betragte G2, selv om jeg ikke kunne se nogen af campene. Pludselig trak skyerne for igen, og det var hvad vi fik lov at se af G2 denne dag. Men vi skulle nok få lejlighed til at se meget mere af bjerget. Da vi alle var nået tilbage til lejren var der lunch, og humøret var generelt højt. Dog kunne jeg ikke undgå at være en smule spekulativ. Det lå jo i vores bestigningsplan at de to, som var stærkest i dagsformen var de to som skulle åbne ruten og etablere Camp 1, men så længe Klaris var nede med sygdom var det umiddelbart Urth og jeg som var de stærkeste. Men med Urths udmelding om, at vi ikke kunne gå i reb sammen på bjerget kunne det ikke blive os to som måtte åbne ruten på bjerget. Det var tydeligt nok at en succesfuld bestigning af G2 lå i hænderne på Klaris, men det var lidt svært at tackle når Klaris var nede. Jeg håbede at han snart kom på højkant igen.